Endelig! BMW R18 lanceres i Danmark
Har du fulgt lidt med her på siden har du måske på et tidspunkt stødt på en eller flere artikler om BMW’s – ifølge nogle af os – fedeste påfund i nyere tid.
Gentagende gange har vi bragt skriblerier om BMW’s nye sværvægtsbokser, og faktisk var vi så priviligerede, at kunne beskue modellen med egne øjne ved sidste års EICMA udstilling i Milano.
Cirka 11 minutter inde i denne video, kan du se MagaCins første møde med den gigantiske cruiser, og det er tydeligt at mærke journalistens begejstring for netop denne model; måske nostalgien presser sig på?
I en pressemeddelelse skriver Xpedit:
“R 18 er den motorcykel som ”custom” verdenen ivrigt har ventet på. Og da BMW Motorrad tilbage i april præsenterede det endelige resultat, er det tydeligt, at designteamet har arbejdet hårdt på at frembringe deres historie og de ikoniske kendetegn for brandet. Resultatet er nemlig en cruiser, der er fuld af karakter – og med en motor, der er til at prale af. For med den store redesignede 2-cylindrede 1800 cc boxermotor, er R 18 den mest kraftfulde boxer, BMW Motorrad nogensinde har produceret.”
Nu er tiden altså kommet hvor den smukke cruiser har Danmarkspremiere, og den kan opleves hos Xpedit i Farum og Ølgod lørdag den 19. september kl. 09:00-15:00.