Stor Campingmesse i weekenden
Hvis du mangler nyt campinggrej, eller -vogn, og pengene keder sig på bankkontoen, er der købsinspiration at hente i denne weekend. For 10. gang åbner Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) dørene til specialmessen CAMPING i februar, hvor campister kan handle, hente ny viden og inspiration om alt til campinglivet hos de mere end 100 udstillere.
Alle de kendte mærker
Med et udstillingsareal på ca. 9300 m2 er der masser af plads at boltre sig på med nyheder til campisterne. Bürstner, Hymer, Adria, Kabe, Caravelair, Isabella, Camp-let og Morelo er bare nogen af de kendte mærker, der er repræsenteret på messen, hvor der både kan opleves campingvogne, autocampere, teltvogne, fortelte, campingpladser, udstyr, tilbehør og meget mere.
Grillen tændes op
Har man sagt camping, har man næsten også sagt grill. Derfor står grill-entusiasterne Anders ’Ædedolken’ Lang og Martin Mygdam klar med grill-shows. Mellem showene kan publikum tage en snak med både Anders og Martin og få gode råd til både madlavning på grill og hvilket grill-udstyr, der egner sig godt til campingturen – og mulighed for smagsprøver til de fremmødte.
Se mere på Campingmesse.dk