Fusk med Trustpilot anmeldelser
På tirsdag er forbrugersitet Trustpilot.dk i Danmarks Radio´s forbruger-magasin Kontant. Trustpilot og deres anmeldelser bliver kigget efter i sømmene, da der ofte er snyd med disse anmeldelser.
Det er åbenlyst at det er i virksomhedernes interesse, at anmeldelserne af netop deres virksomhed er bedst mulig. Det er også åbenlyst at det er i virksomhedernes interesse at konkurrenterne anmeldes dårligst mulig.
Da alle kan placere anmeldelse af en virksomhed anonymt på Trustpilot, er det intet problem at fremstille egen virksomhed som fejlfri, og konkurrenterne som mangelfulde. Gøres dette ofte, og af flere personer, kan konkurrenterne næsten elimineres.
Trustpilot forlanger penge fra anmeldte virksomheder, når de ønsker at bruge resultaterne på egen hjemmeside. Da ingen virksomheder ønsker at fremvise dårlige anmeldelser, er det naturligvis i Trustpilot´s interesse at abonnerende virksomheder er anmeldt bedst mulig. Ellers sælger de naturligvis ingen abonnementer.
Kort fortalt. Trustpilot anmeldelser bør ikke betyde til eller fravalg af værksted, auto og MC forhandler eller webbutik. Faktisk kan deres anmeldelser være direkte misvisende. Vælg dit værksted, forhandler eller webbutik ud fra personlige anbefalinger eller personlige erfaringer. Så kommer du sikrest i havn.