Her er din parkering dyrere end dit madbudget
Det koster flere tusinde kroner at leje en p-plads i to af Danmarks største byer, København og Aarhus, hvor prisforskellen mellem de to byer svarer til at svinge forbi værkstedet og få synet bilen 2-3 gange om måneden.
Det viser en ny opgørelse fra sammenligningsportalen Samlino.dk.
En voksen udgift
Undertiden har offentlige og private parkeringsudbydere opkrævet højere priser for de dyre kvadratmeter, hvis man vil undgå de gule sedler i forruden, hvor der eksempelvis sidste år i København blev udskrevet ikke færre end 300.000 p-bøder, og i Aarhus over 46.000 af slagsen.
Københavns dyreste parkeringshus er Q-Park ved Magasin Du Nord nær Kongens Nytorv, og her koster det 5.441 kr. om måneden at leje en p-plads på cirka ti kvadratmeter.
Hvis de samme kvadratmeter bolig ville det svare til, at en toværelses kælderlejlighed på 50 kvadratmeter ville koste lidt over 27.000 kr. om måneden.
I 2018 var det samme p-hus det dyreste, men det kostede 4.375 kr. om måneden.
I Aarhus ligger nogle af de dyreste p-pladser til leje på 2.877 kr., men opgørelsen fra Samlino.dk viser en gennemsnitlig prisforskel på over 1.000 kr. om måneden mellem de to byer.
I boksene herunder kan du se, hvad det koster at leje en p-plads på månedsbasis i København og Aarhus.
Dobbelt så dyrt i hovedstaden
Men det er ikke kun på de private p-pladser, københavnere skal hive flere penge op af lommen end århusianerne for at kunne parkere i byen. Også på de kommunale p-pladser tages der en højere pris for en plads på gaderne.
Faktisk er prisen omtrent dobbelt så høj i centrum af København, hvor timeprisen er 41 kr. for en parkeringsplads ved eksempelvis Rådhuspladsen.
Ønsker man at parkere omkring midtbyen i Aarhus, koster samme time 22 kr.