Flere emalje-plader fra 2020
Man har i en del år kunnet få sorte emalje-nummerplader til veteran-personbiler og -mc'er. Nu ser det også ud til, at ejerne af gamle vare- og lastvogne fra 2020 kan få gule emalje-plader til deres køretøjer. Det er i hvert fald, hvad skatteminister Karsten Lauritzen har stillet i udsigt i forbindelse med, at produktionen af nummerplader fra 2020 snart skal i udbud.
Hvis det går som ventet, vil det altså om godt et år være muligt at få ikke alene gule emalje-nummerplader til vare- og lastkøretøjer, men også de oprindelige papegøje-plader, campingvogns-plader og runde traktorplader til veteran-køretøjer.
Det er folketingsmedlem Henrik Brodersen (DF), der selv er veteraninteresseret, der står bag initiativet og har ”skubbet” lidt til skatteministeren, og Motorhistorisk Samråd har været med inde over for at sikre, at udformningen af de kommende gamle nummerplader blev så korrekt som muligt.