Klassiker-test: BMW Z3 M Roadster fra 1998
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Klassiker-test: BMW Z3 M Roadster

Test og erfaringer med BMW Z3
17/04-2019 kl. 06:10
Anslået læsetid: 7 Minutter

BMW's 6-cylindrede rækkemotorer har altid været berømmede for deres fine gangkultur, og M3-motoren i Z3 M roaster lever helt op til ryet. Straks fra start virker det påfaldende, hvor roligt den går, og hvor blødt den trækker. Det er, som om enhver form for uro og vibrationer er høstet ud af den. Helt nede fra bunden arbejder den roligt og nærmest blidt. Selv om der i dag er tale om en mere end 20 år gammel konstruktion med en liter-ydelse på rundt regnet 100 hk virker den uhyre kultiveret uanset omdrejningstallet. Trækket kommer blødt og jævnt hele vejen op, og i betragtning af, at det skulle være en sportsvogn med godt med vrinsk i, kan det faktisk virke lidt tamt, hvis man hører til dem, der godt kan lide det lidt råt og med et tydeligt ryk.

Du kan læse den historiske artikel om BMW Z3 her.

Motorens rolige gang, jævne træk og ikke særlig højlydte udstødning ved alle omdrejningstal kan også godt efterlade det indtryk, at det ikke er en bil med over 300 hk, man sidder i. At der er en del kræfter at tage af, opdager man dog, hvis man foretager en overhaling med nedgearing og fuld acceleration eller træder lidt hårdt på speederen ved udgangen af en snæver kurve eller på våd vej.

Gearskiftet går lidt stramt, men på en ret lækker måde. De enkelte gear går tydeligt ind med et lille klik. I forhold til nogenlunde tilsvarende biler fra samme tid føles det ikke som et minus, at den kun har 5 og ikke 6 gear. Motoren er så fleksibel, at der altid forekommer at være trækkraft nok til rådighed, og udvekslingen i 5. virker heller ikke for lav selv ved ret hurtig kørsel på autobahn. Benzinforbruget ved moderat til frisk autobahnkørsel svarer til mellem 9,4 og 10,3 km/l, mens en liter ved blandet by- og moderat landevejskørsel rækker til mellem 8,6 og 13,6 km.

Niveauet for vindstøj må siges at være nogenlunde for en roadster, hvad enten den el-betjente kaleche (med et manuelt betjent håndtag i hver side) er oppe eller nede. Men som de fleste åbne biler er den ikke just fri for vindstøj. Lægger du vægt på både at køre hurtigt og uden vindstøj over længere afstande, er en M coupé – eller en anden med fast tag – nok et bedre valg.

Køreegenskaberne må siges at leve op til det, man med rimelighed kan forvente af en nu over 20 år gammel konstruktion. Affjedringen er fast i det, men på ingen måde hård. Faktisk virker den overraskende komfortabel selv med de store 19”-hjul og tilhørende 235/35 ZR 19 og 315/25 ZR 19 dæk, som den prøvede bil kører på (original-dækmonteringen er 225/45 ZR 17 og 245/40 ZR 17). En Porsche Boxster S årgang 2000 virker hårdere, og mere direkte i sin opførsel på vejen. 

Styringen er, som det må forventes af en BMW M, forholdsvis direkte og præcis, men føles faktisk mindre medrivende end på den cirka 10 år ældre M3 E30 med 4-cylindret motor. Ved kørsel på mindre veje forekommer Z3 M roadster heller ikke helt så involverende som en Boxster S fra lige ved årtusindskiftet. Trods sine rundt regnet 70 hk mere end Porschen opfordrer BMW'en lidt mere til cruising og afslappet indsnusen af vejr og vind end konkurrenten fra Zuffenhausen. Hvilket ikke er det samme som at sige, at Spartanburg-M'en ikke kan komme rundt om hjørnerne i en fart, hvis det skal være. Til kørsel på offentlig vej er M roadsterens sportslige kunnen nok mere end rigelig for de fleste.

Prisen i dag

Når en bil er ny, betyder motorpressens mening nok temmelig meget for de fleste sportsvognentusiaster, men efterhånden som årene går, lægger de fleste købere normalt mindre vægt på om det tager et halvt sekund mere eller mindre at komme fra 0 til 100 km/t, eller at styringen ikke føles helt ultra skarp i kurverne. De færreste, som køber en bil, der er 20 år eller ældre, bruger den nok som dem, der køber en bil fra ny, og for de fleste biler kommer der en periode, hvor de taber prestige i forhold til nye af tilsvarende type. Det er så her, at youngtimer- eller klassiker-entusiasten har en chance for at gøre et godt køb.

Fra at have kostet 800-900.000 kr uden ekstraudstyr i sin levetid fra 1997-2002, faldt prisen inklusive en del udstyr efter 10-15 år ned til cirka 1/3 af basisprisen som ny. Men nu, da de ældste Z3 M har fået status som youngtimere (20-30 år), ser det ud til, at priserne er for opgående. 

For 5-7 år siden kunne man købe en velholdt M roadster med dansk afgift og omkring 40-60.000 km på tælleren for 300.000 kr eller mindre. I dag optræder Z3 M roadster ikke ret tit på det danske marked, men der er i marts 2019 er set prisforlangender på omkring 300.000 for et eksemplar med omkring 170.000 km på tælleren og ned til 285.000 kr for en, der har kørt 125.000 km. En M roadster uden afgift og en kilometer-stand på ca. 130.000 km var til salg på nettet i uge 12 for 169.900 kr. Det svarer meget godt til, hvad der forlanges ved nogenlunde tilsvarende kilometertal på mobile.de. Her varierer priserne dog ret meget for tilsyneladende nogenlunde ens M roadstere. Eksemplarer med lavt kilometertal forekommer til helt op til 70.000 euro (ca. 525.000 kr), og for en M roadster med under 50.000 km på klokken slipper man næppe med under 50.000 euro (ca. 375.000 kr). Hertil kommer så det store spørgsmål, hvad Skat vil have for retten til at køre med et par danske nummerplader – hvis man da ikke vælger at flexlease. I øvrigt er det påfaldende, at en Z3 M roadster i Tyskland i dag koster noget mindre end en tilsvarende M coupé. Det plejer normalt at være sådan, at åbne biler holder prisen bedre eller med årene bliver dyrere end biler med fast tag.

Hvis man skal dømme efter reaktionerne, når man kører rundt i en Z3 M roadster, så ser den efterspørgsels- og dermed prismæssigt ud til at have en forholdsvis lys fremtid for sig. I hvert fald er det en bil, som høster en del positive kommentarer. Fotograferingen til denne artikel foregik blandt andet på toppen af en bakke på en lille vej, som i sommerhalvåret tiltrækker en del motions-cyklister. Af de otte, som kom forbi, mens der blev fotograferet, var der syv, som havde luft nok og gav sig tid til en kommentar. Alle positive. For eksempel: ”Fed bil!” ”Den kan du godt være bekendt!” ”Flot, flot!”

Også når man befinder sig i trafikken, kan man komme ud for tilråb med ros til bilen, og engang blev jeg på en af de meget benyttede weekend- og aftentur-småveje ved Århus stoppet af en official, som i forbindelse med et cykelløb var placeret i et T-kryds. Da vi havde småsnakket lidt om bilen, vinkede han mig frem og sagde: ”Ja egentlig kan du jo godt køre, jeg stoppede dig kun, fordi jeg syntes bilen var så flot.” 

Ingen af ovenstående type kommentarer har jeg været ude for, når jeg har kørt Porsche Boxster S. Så bedømt ud fra interessen for Z3 M roadster kan den godt se ud til at blive en nogenlunde investering. Faktisk kan man vel se den som den fattige mands Z8 – hvis ellers man kan tale om fattig, når prisen er på næsten eller over 300.000 kr. Begge har lang snude, kort bagende, og et design der skal lede tanken hen på den så berømte og ekstremt dyre BMW 507 (kun 254 blev lavet fra november 1956 til marts '59). Dennes nu snart 20-årige åndelige efterfølger med V8-motor og 400 hk, Z8, er efterhånden oppe i priser på langt over 1 million kr (uden afgift), og særlig meget kvikkere end en Z3 M er en Z8 jo heller ikke. Med et produktionstal på 5.703 er den faktisk også mindre sjælden end de ikke-amerikanske udgaver af Z3 M roadster, som der kun blev produceret 4.837 af – heraf 362 årgang 2001-2002 med 325 hk og traction-control. I alt blev der fra september 1996 til maj 2002 rullet 15.375 M roadster ud fra fabrikken i Spartanburg. Heraf 8,938 US-modeller med 240 hk og 1.600 styk med 320 hk. I alt blev der lavet 297.000 Z3, indtil de i 2003 blev afløst af Z4.

Du kan læse den historiske artikel om BMW Z3 her og historien produktion af Z3 på Spartanburg-fabrikken her.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start