Vred lodsejer gør Munkebjerg Hillclimb landskendt - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Vred lodsejer gør Munkebjerg Hillclimb landskendt

En vred lodsejer blokerede løbet i en lille times tid.
15/08-2023 kl. 09:07
Anslået læsetid: 2 Minutter

Da en vred lodsejer søndag kørte en bil på tværs af vejen, kom Munkebjerg Hilllclimb pludselig i en række af landets store medier.
Men hvad et hillclimb er, blev de færreste i den ombæring nok kloge på, og derfor har Histotisk Motor Sport Danmark udsendt nedenstående tekst, som kaster lidt lys over sagen.

”Hillclimb er populært sagt et bakkeløb for gamle biler fra før 1991. Man kører en ad gangen alene mod uret, og hurtigste mand vinder,” forklarer løbets chef, Uffe Madsen, Silkeborg, fra Historisk Motorsport Danmark, som arrangerer, hvad klubben selv kalder Danmarks smukkeste motorløb.

Løbets bane går fra Vejle Fjord ad Danmarks eneste bjergvej op til Munkebjerg Hotel, en strækning på 1,7 km.
Der køres to træningsheat og tre heat i selve løbet, der hvert år tiltrækker en tusindtallig tilskuerskare, som nyder gamle biler og smukke omgivelser øst for Vejle.

”Historisk motorsport handler ikke bare om at vinde, men om at ære bilens og motorsportens kulturhistorie,” fortsætter Uffe Madsen.
“Derfor skal alle biler fremtræde, som da de var nye eller i nøje overensstemmelse med de regler, der gælder for modificering. På den måde sikres, at en gammel bil er lige så original som en gammel Louis Seize kommode solgt på en auktion.”

Ældste bil, der har deltaget i Munkebjerg Hillclimb er en Bugatti fra 1912.

Løbets sikkerhed følger nøje Dansk Automobil Sports Unions regler.
”Ude langs ruten har vi cirka 35 officials, som registrerer alt og kan stoppe løbet på sekunder, hvis en deltager kører galt eller – som i tilfældet i søndags – en lodsejer spærrer vejen. Sikkerhed kommer før alt andet i motorsport,” betoner Uffe Madsen.

Næste udgave af Munkebjerg Hillclimb køres i august 2024, og til den tid håber Historisk Motorsport Danmark, at lodsejeren har lagt sin vrede bag sig.

Dette års udgave blev – efter 50 minutters forsinkelse – vundet for syvende gang af rallykøreren Heino Mejer fra Horsens i en Volvo 242 Turbo fra 1983, som du kan se på billedet ovenfor.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start