Citroen fremviser anti-bil
En bil, som går imod stort set alt hvad bilelskere elsker ved biler: ejerskab, køreegenskaber og lyden af en lækker motor. Det er hvad Citroen vil præsentere ved det kommende Motorshow i Geneve i starten af Marts. En konceptbil som er mildt sagt…anderledes… i forhold til hvad der normalt forventes af biler.
Bilen er designet til den unge, urbane generation, for hvem bilejerskab ikke er et mål i sig selv. Men hvor let og ukompliceret transport er. Citroen kalder den heller ikke for en bil, men for et “Mobilitets Objekt”. Ami One Concept helt specifikt. Kodeordene er: on-demand transport, elektrisk, deleøkonomi, simplicitet og naturligvis Connectedness.
Konceptet for konceptbilen, eller rettere Objektet, er et alternativ til offentlig transport eller cyklen. Ami One er tiltænkt delebilsordninger, hvor brugeren køber transport for en given afstand. Drivmidlet er naturligvis el, hvor Ami One kan oplades i hjemmet eller ved ladestandere placeret i byen.
Inspiration fra 2CV
Ligesom den historiske 2CV, som udmærkede sig ved lav fremstillingspris, er økonomi i høj grad tænkt ind i løsningen. Prisen holdes nede ved i så høj grad som muligt at genbruge dele – og fremstille bilen af så få komponenter som muligt. Dette er gjort ved at lave et design, hvor flest mulige dele kan bruges mere end et sted. Derfor er de fleste dele til fronten og bagenden ens, ligesom de to sider er identiske. Hvilket gør, at dørene også åbner hver sin retning. Så døren i førersiden åbner modsat i forhold til de traditionelle biler. Citroën har tidligere fundet inspiration til interiørdesign i andre dele af transport/rejseverdenen, hvilket også ses i Ami One, der i stedet for almindelige dørhåndtag har gummistropper.
Ingen konceptbil uden Connectedness
Ami One Concept er et mobilitets objekt, der er 100% forbundet, og hvor den moderne og digitale teknologi er tænkt ind i alle led i konstruktionen. Først og fremmest til at få adgang til bilen. Men hvor der i traditionelle biler er et dyrt instrumentpanel, så er der i det ny objekt lavet en løsning, hvor brugerens smartphone kan placeres, oven på det spartanske speedometer i en dertil indrettet ”hylde” med trådløs opladning og samtidig forbinder dermed objektet med brugerens telefon. På den måde giver denne ”drive-pod” alle de nødvendige oplysninger for føreren (som fx navigation) via en tilpasset app og et heads-up display i førerens synsfelt. Alt er tilpasset og gjort intuitivt at bruge, så det kan benyttes af alle – også brugere uden kørekort. Det nye koncept objekt er nemlig tiltænkt alle over 16 år, hvilket er lovligt i Frankrig, hvor Ami One koncept er født.