En ny 2CV måske på vej
Om den nye Citroën Revolte kan transportere en bonde og en kurv æg over en mark, uden at hverken bil eller æg går i stykker, hvilket var kravet stillet til den første 2CV, vides ikke. Og om den nye Citroën Revolte konceptbil skal være en decideret arvtager til den elskede 2 CV ej heller. Men et er sikkert, den nye Revolte har lighedspunkter med den lille klassiker. Blandt andet stoftag der folder tilbage, bløde dynamiske former og den lille dimension leder tankerne hen på 2CV.
Men i en verden af nye Mini'er, Fiat 500'er, Boblefolkevogne og en ny Mercedes med mågevinger kan det ikke siges at overraske, hvis Citroën følger trop og genskaber en klassiker. Og ved første blik er lighederne med især den nye Mini og Fiat 500 også slående. Men mon ikke Citroën Revolte, 2 CV eller ej, bliver helt sin egen – hvis den bliver sat i produktion.
Citroën Revolte (måske 2CV) afsløres på bilmessen i Frankfurt 17-27 sept. 2009