Er berøringsfri touchscreens fremtiden?
Den seneste idé om at forkæle forbrugerne i en stadig mere berøringsfri verden, er kogt sammen af kloge hoveder fra Jaguar Land Rover Human Machine Research Group og University of Cambridge.
Helt specifikt handler det om hvad der går under navnet ‘Predictive Touch’, som skal reducere behovet for at kigge på skærmen, og det ikon man har i sinde at trykke på.
Systemet forudser hvilken del af skærmen brugerens finger har kurs mod, og træffer et valg om hvilken funktion der skal aktiveres, allerede inden brugerens finger rører skærmen.
Teknologien er som udgangspunkt endnu et forsøg på at gøre folk i trafikken mindre distræte, men hvordan kan teknologien vide sig sikker på hvad brugeren vil trykke på, og ikke gå ind i en forkert menu?
Når brugeren bevæger sin finger mod skærmen, registrerer systemet bevægelsen via et Time of Flight kamera, og sætter bevægelsen i relation til skærmens position.
Kameraet benytter sig af infrarødt lys, og skaber en 3D model af håndens bevægelser internt i systemet. Time of Flight systemet kan arbejde selvstændigt eller sammen med at alimdeligt kamera som vi kender dem fra eksempelvis smartphones, og på den måde fungerer som en slags radar, hvor den måler hvor lang tid det tager for det infrarøde lys at springe tilbage fra objektet, som i dette tilfælde er brugerens finger.
Teknologien blev første gang fremlagt i en akademisk rapport fra Jaguar Land Rover og University of Cambridge i 2016, og med en laboratorie undersøgelse der viser, at brugerens interaktion med skærmen kan reduceres med 50% med dette system, kan man sagtens forestille sig, at vi snart ser mere til netop denne teknologi.