FARTEN DRÆBER… din pengepung
De fleste kender vel sloganet “Farten Dræber”, og mange har velsagtens efterfølgende spekuleret over, om det mon ikke i virkeligheden er måden hvorpå man nedsætter hastigheden der kan være risikobetonet.
Ikke desto mindre har vores demokratisk valgte ledere gennem de senere år, sideløbende med kampagnen iværksat tiltag for at få danskerne til at lette lidt på gassen.
Der kan med de seneste tal fra landets fartkontroller ikke herske nogen tvivl blandt landets førere af motorkøretøjer, om at massivt indkøb af nye fotovogne har vist sig at være en overmåde lukrativ investering for staten.
Debatten vedrørende emnet har haft fortrinlige vilkår siden 2014, hvor etatens opnormering fra 25 til 100 stk. rullende ATK fartkontroller har forårsaget en voldsom stigning i antallet af udskrevne bøder.
Allerede under de indledende manøvrer, slap det ud til offentligheden at staten budgeterede med et rigtig fornuftigt dækningsbidrag ved investeringen i ekstra fotovogne.
Dagspressen puster i dag til debatten vedrørende anvendelsen af fotovogne, hvor det oplyses at der fra 2015 til 2016 var en stigning i bødeudskrivelser på knap 42%, og at udskrevne fartbøder er næsten tredoblet siden 2014.
I 2016 modtog 563.755 danskere en hilsen i form af girokort, med den afledte effekt at 701 mio. gode danske kroner skiftede ejermand.
I et land med ca. 5,75 mio. indbyggere har ca. hver 10. fører af motorkøretøjer på det danske vejnet, høj og lav, ung og gammel, indfødt eller gæst, i 2016 været nødsaget til at puste støvet af muldvarpeskindet når regningen skulle betales.
Eller sat op på en anden måde.
Med groft sagt 2,5 mio. indregistrerede køretøjer, har mere end hvert 5. køretøj stået model for fotografen, hvis man ser bort fra de udenlandske bidragsydere der måtte gemme sig tallene.
Vel skal vi alle sammen overholde vor demokratisk fastsatte spilleregler, men det er tankevækkende hvordan fronterne trækkes op når emnet diskuteres.
Vi læser i dagspressen at centerchef for Rigspolitiets Færdselscenter Erik Terp, erklærer at resultatet viser behov for politiets fortsatte kontrol-indstats på området.
Samtidig erindrer vi pressens skriverier om at der fra regeringens side var budgetteret med markant øget indtjening fra området, og at ledere i etatens tjeneste blev præstations aflønnet.
FDM's afdelingschef Torben Kudsk mener derimod at indsatsen er forfejlet.
Han henviser til ulykkes-statistikker som viser et stort antal dræbte på landeveje, og at fotovognene oftest er udstationeret i byer og på motorveje.
Undertegnede tilhører den gruppering som oplever at fotovognene oftest er placeret der hvor indtjeningsmulighederne er størst, og må blankt erkende at samtlige husstandens medlemmer er portrætteret og efterfølgende afkrævet betaling for denne service.
Man ved fra udlandet at farten reduceres hvor skiltning henleder opmærksomheden på fartfælder, og det er tilladt at undre sig over hvorfor advarsel/skiltning ikke prioriteres særligt højt her til lands.
Vi ved at emnet er et tilbagevendende oplæg til diskussion, og fornemmer at der er en overvægt som mener at den nuværende strategi vedrørende placering af fotovogne er forfejlet.
0 personer snakker om “FARTEN DRÆBER… din pengepung”
Skriv et svar
Login eller opret bruger for at skrive en kommentar
Hvis man nu skulle lave en hurtig konklusion (som politikere og journalister som regel er meget hurtige til): Der er kommet flere ATK´er og der er kommet flere trafikdræbte – altså ATK`er DRÆBER, hmmm 😀
Det er ikke kun fart der dræber, det er mobiltelefoner m.m hold op hvor ser man mange som sidder og sms eller taler….
Forleden dag kørte jeg bag en dame som lagde make-up vha bakspejlet, hun havde tydeligvis prøvet det før, der var ikke den mindste slinger i valsen over en strækning på 6 km!
folk der sms"er medens de kører bil er absolut de farligste overhovedet . DET KAN GODT VÆRE I TROR I HAR TJEK OVER DET …………..MEN DET HAR I IKKE…….STOP.