Her er efterfølgeren til Renault Kadjar - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Her er efterfølgeren til Renault Kadjar

Den helt nye C-segment SUV er netop afsløret ved en global digital event.
09/03-2022 kl. 09:05
Anslået læsetid: 4 Minutter

Den nye Renault Austral er ifølge Renault en ægte SUV i C -segmentet. De tørre tal siger nemlig, at den er 4.51 meter lang, har en akselafstand på 2,67 meter, er 1,83 meter bred og 1,61 meter høj, vejer fra 1373 kilo og sluger 500 liter bagage samt fem personer.

Austral er bygget på den helt nye CMF-CD platform og fås i to versioner; En med traditionel træk på forhjulene, og en version med multi-link bagaksel med Renaults 4CONTROL til firehjulet styring.
Et system som gør, at selv store biler drejer på en tallerken. Eller i Australs tilfælde, har en venderadius på 10,1 meter.

Som i den nye Megane
Har man set det banebrydende nye interiør i den nye Renault Megane E-Tech Electric, finder man sig med det samme til rette i den nye Austral. Cockpittet er bygget op omkring den store OpenR-skærm, der kombinerer den 12,3″ instrumentering med en 12″ lodret multimedieskærm.
Hertil er der også et 9,3″ Head Up Display at føje til antallet af displays.

OpenR-skærmen er ifølge producenten kronjuvelen i Austral-interiøret, og er fuldt udstyret med nok teknologi til at rumme kommende OpenR Link-opdateringer, som i øvrigt sker via FOTA-teknologi (Firmware Over-The-Air).
OpenR Link-multimediesystemet integrerer de bedste Google-tjenester som eksempelvis Google Maps til navigation, Google Assistent til håndfri hjælp og Google Play til apps.

Luksus og premium
Som i den nye Renault Megane E-Tech Electric er der mulighed for læder, træ og andre eksklusive materialer i kabinen. Udover Arkamys lydsystem kan den nye Austral også fås med et komplet lydsystem udviklet i samarbejde med Harman Kardon, der har været førende inden for lydløsninger til biler i mere end 60 år.

Når man taler premiumoplevelser er det også gældende for pladsen på bagsædet, hvor der er hele 27.4 cm knæplads, og med 35 liters opbevaringsplads er det også her en rummelig SUV.
De fleste versioner har et 2/3-1/3 splitsæde, der også kan justeres individuelt via 16 cm lange skinner i bunden af bilen. Der er plads til 500 liters bagage, og lægger man sæderne ned, udvides dette til ikke mindre end 1.525 liter!

Sikkerheden er også helt i top med hele 32 ADAS systemer, som kan inddeles i tre grupper; Kørsel, parkering og sikkerhed.
Blandt sikkerhedssystemerne i Austral finder man Active Driver Assist, niveau 2 autonomi, der kombinerer Adaptive Cruise Control med ‘Stop & Go’, Lane Centering, GPS-data og kortlægning, så bilen kan tilpasse ruten efter behov.
Hertil er der 360° 3D-kamera, Automatiseret Park Assist, Blind Spot Warning, Lane Departure Warning som advarer om tværgående trafik bagved, Matrix LED Vision smart belysning og passager safe exit.

Nøjsomme og stærke motorer
Motorerne i Austral består blandt andet af den nyeste generation af E-Tech Hybrid motorer med 400V og op til 200 hk. Desuden er der to benzinmotorer på hhv. 130 hk 48V Mild Hybrid Advanced og en 140 hk / 160 hk 12V mild hybrid

I den nye Austral introduceres en helt ny E-Tech “fuld hybrid”, som består af en 1,2 liters 3-cylindret turboladet benzinmotor parret med en elektrisk motor, og et 1,7 kWh lithium-ion 400V batteri.
Det giver en kombineret effekt på op til 146 kW, eller 200 hk, og som med den forrige generation af E-Tech hybrid motorer, starter bilen altid i fuld-elektrisk tilstand.

Mild Hybrid Advanced-motoren gør sin Renault debut i Austral og er ifølge Renault et godt alternativ til diesel. Motoren kombinerer den nyeste 1,2 liters 3-cylindrede turboladet benzinmotor med et 48V lithium-ion batteri.
Den har 130 heste og en manuel gearkasse, og forbrugstallene på 5,3L / 100 km og 123g CO2 / km er angiveligt 20 % lavere, end en tilsvarende ikke-hybrid forbrændingsmotor.

Mild Hybrid motoren er også en 1,3 liters motor, men med fire cylindre. Motoren er udviklet i samarbejde med Daimler og har et 12V lithium-ion-batteri. Denne motor kan fås med enten 140 eller 160 hk med X-TRONIC automatgearkasse, eller som 140 hk version med manuel gearkasse.
Også her er brændstoføkonomien og kræfter angiveligt i orden; 160 heste og 270 Nm, som er til rådighed fra 1.800 og et blandet forbrug på 6,2L / 100 km.

Alpine version for første gang
Selvom den “almindelige” Austral lyder ret fin i sig selv, vil det for første gang nogensinde på en Renault være muligt at få den i en eksklusiv og sportslig Esprit Alpine version.
Her får man blandt andet matte karosserifarver, 20 tommer alufælge, sorte tagrælinger, blå syninger i interiøret, alcantara, kulfiber, alupedaler og dørkarme med Alpine logo.

Renault Austral lanceres i slutningen af 2022 og forventes på det danske marked i begyndelsen af 2023.
Oplysninger om priser og udstyrsvarianter til det danske marked er endnu ikke officielle.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start