Hold til Højre-kampagne
Regler og bøder kan ikke gøre det alene. Der er brug for at tænke nyt, hvis vi skal få trafikken til at glide bedre og få bilisterne til at trække ind til højre på motorvejen.
”Vores undersøgelser viser, at det er et stort problem, når bilister ikke holder til højre på motorvejen. Det går ud over fremkommeligheden og skaber trafikfarlige situationer. Derfor tager vi nye metoder i brug, der skal få bilisterne til at holde til højre,” siger Marianne Steffensen, leder af trafiksikkerhedsafdelingen i Vejdirektoratet.
”Vi har valgt en kampagne, der gør os i stand til at tale direkte til bilisterne ude på vejene. Det sker ved hjælp af vejskilte og mobile budskaber i form af magneter til biler, der på humoristisk facon appellerer til, at bilisterne holder til højre,” siger Marianne Steffensen
Vejdirektoratet kampagne hedder “Hold til højre – det er det modsatte af venstre”, og skydes i gang på tre udvalgte strækninger i landet, hvor vejskiltene bliver sat op, og der deles magnet-streamere ud til bilisterne.