Katastrofal tilslutning
Arrangørene, Messecenter Herning, har gjort et kæmpearbejde for at tiltrække gæster til årets Biler for alle. Desværre kiksede projektet, og udstillingen har til tider lignet et spøgelseshus.
I går fredag, mødte kun 2.800 gæster op til udstillingen. 2.800 over en hel dag, i de store haller, fylder ikke meget.
Mange bilmærker har også valgt at blive hjemme. Bl.a. BMW, Fiat, Ford, Hyundai, Mitsubishi og Nissan brillierede alle ved deres fravær. Trist med en biludstilling hvor mange af de godt sælgende producenter ikke møder op.
En bil var dog særligt omsværmet. Den nye VW UP! kunne næsten ikke ses for alle de nysgerrige der bare måtte ind i denne nye mini. En sådan interesse lover god for VW og deres salgstal.
Med mindre dagen i morgen slår alle rekorder, ender årets Biler for alle som noget nær en katastrofe. Det samlede gæste-antal ender sandsynligvis under 40.000 over de to weekender.