Mød den nye Kia XCeed
Kias populære Ceed-serie får nu et højbenet medlem, i den trendy og fremadstormende crossoverklasse. Kia kalder selv klassen for Crossover Utility Vehicle (CUV), i stedet for det mere alment kendte begreb SUV. Det skulle, som hatchback-ede design også antyder, byde på en mere sportslig køreoplevelse end SUV'er normalt byder på.
Kia XCeed vil blive produceret på mærkets europæiske fabrik i Zilina i Slovakiet sammen med Ceed 5-dørs hatchback, Ceed Stationcar og ProCeed 5-dørs shooting brake. Det nyeste medlem af Ceed-modelfamilien kommer til salg i Europa i 3. kvartal af 2019, og den vil som standard blive solgt med Kias garanti på 7 år/150.000 km.
Udvalg af motorer
XCeed fås med tre forskellige benzinmotorer med turbo og direkte indsprøjtning (T-GDi). Den 3-cylindrede 1,0-liters T-GDi-motor yder 120 hk og et drejningsmoment på 172 Nm, mens den 4-cylindrede 1,4-liters T-GDi-motor leverer 140 hk og et drejningsmoment på 242 Nm. Og som den kraftigste motor i XCeed-modelprogrammet fås den 1,6-liters T-GDi-motor, som også ligger i Ceed GT og ProCeed GT. Ydelsen er på 204 hk og et drejningsmoment på 265 Nm.
KIA XCeed fås desuden med to forskellige Smartstream-motorer – de reneste dieselmotorer, mærket nogensinde har produceret, og de mest brændstofeffektive i modelrækken. 1,6-liters Smartstream-motoren tilbydes med enten 115 hk eller 136 hk.
Med undtagelse af 1,0-liters T-GDi-motoren kan alle motorer kombineres med 6-trins manuel gearkasse eller 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse. 1,0-liters-motoren er kombineret med en 6-trins manuel gearkasse. Start-stop-system er standardudstyr i alle modeller.
Som det er tilfældet for mærkets øvrige modeller, vil elektrificerede drivlinjer inklusive 48V mild hybrid- og plug-in hybrid modeller blive lanceret i KIA XCeed-modelrækken i starten af 2020.
De danske priser er endnu ikke offentliggjort.