Mød Marty den selv-driftende DeLorean

Da ingeniørerne fra universitet i Stanford i 2015 løftede sløret for deres selvkørende DeLorean, lagde de ikke skjul på at de havde mange fremtidsplaner for projektet. Efter nogle år med svensknøglen i maskineriet, har de nu udstyret bilen med en række seriøse – eller nok nærmere sjove – opgraderinger, som gør det muligt at sende bilen sidelæns rundt på en kilometer lang drift bane uden fører.

En af de første tanker der ryger gennem hovedet når DeLorean bliver nævnt er Back to the Future, og der kan da også drages et par paralleller mellem Stanford-bilen og den vi så i førnævnte film.

Først og fremmest er der af gode grunde megen lighed at se i bilens ydre, men det lader til at ingeniørerne bag bilen også havde en hvis film i baghovedet da det kom til navngivning af bæstet. Bilen går nemlig under navnet Marty (Multiple Actuator Research Test bed for Yaw), hvilket højst sansynligt er hentet fra en af hovedpersonerene i Back to the Future, nemlig Matin (Marty) Seamus McFly.

Men herfra er der heller ikke andre ligheder at spore, for kaster man et blik på bilens interiør, kan man se at udviklerne har pakket bilen med elektriske motorer som leverer hele 7000 Nm til hver baghjul, og en hel masse elektronik der har til opgave at kontrollere den selv-driftende automobil.

En af de opgraderinger gutterne fra Stanford har smidt på vognen er et nyt sæt GPS-antenner. De er monteret på taget af bilen, og er i stand til at kunne positionere bilen inden for en tomme, hvilket er en nødvendighed da drifting i virkeligheden er en præcisionssport.

Ydermere har affjedringen fået en overhaling, og er blevet gjort stivere så bilen kan holde en bedre linje i kurverne.

Da teamet havde uploadet banens layout – som bestod af en keglebane på nøjagtig 0,62 mile – til Marty’s computer, skulle systemet blot bruge et par sekunder til at beregne den mest optimale rute før takeoff.

Under den proces justerede bilen bremser og styretøj, og udregnede hvor meget gas der skulle gives, samt hvor på banen det skulle gøres, og herefter kom sandhedens øjeblik.

Om bilens præstation rundt på banen siger Chris Gerdes, som er ingeniør for den mekaniske del: “The results so far are rather outstanding. The stability control systems of modern cars limit the driver’s control to a very narrow range of the car’s potential. With Marty we have been able to more broadly define the range of conditions in which we can safely operate, and we have the ability to stabilize the car in these unstable conditions.”

Ifølge holdet bag bilen var Marty’s præstation at sammenligne med en professionel – menneskelig – drifter, og efter du har set videoen her under er det altså svært at modsige dem.

Men der er mere til projektet end drengestreger og dækrøg; Det hele skulle i sidste ende gå op i en højere enhed i et projekt omkring trafiksikkerhed i en fremtid med førerløse biler, ved forhåbentlig at gøre selvkørende biler i stand til at foretage hurtige undvigemanøvrer. Eksempelvis i tilfælde af at et barn – eller julefrokostens fulde indslag – pludselig løber ud for an bilen.

“We’re trying to develop automated vehicles that can handle emergency maneuvers or slippery surfaces like ice or snow. We’d like to develop automated vehicles that can use all of the friction between the tire and the road to get the car out of harm’s way. We want the car to be able to avoid any accident that’s avoidable within the laws of physics.”

Idéen er I sig selv fantastisk, og så gør det jo ikke noget at man undervejs i processen kan hygge sig lidt, som du kan se i videoen her under.