Muskelbil nummer 10 millioner
På Fords fabrik i Flat Roch, Michigan, blev Ford Mustang nummer 10 millioner fejret med manér. Fejringen inkluderede blandt andet overflyvninger i de historiske kampfly P-51 Mustang fra anden verdenskrig. Flere Ford Mustangs, fra de mere end 50 år sportsvognen er blevet produceret, kørte paradekørsel fra Fords hovedkvarter i Dearborn, Michigan til Flat Rock-fabrikken, hvor den nuværende Mustang produceres.
Ford Mustang nummer 10 millioner er en 460 hk GT V8 Convertible i Wimbledon White med en sekstrins manuel gearkasse. Modellen hylder den første serienummererede Mustang, der blev bygget i 1964 i samme form og farve, som med en 164 hestekræfters V8-motor og en tretrins manuel gearkasse hurtigt blev en succes.
Historien om Ford Mustang
I 1960’erne begyndte Ford at lege med idéen om en firesæders sportsvogn, der skulle bære navnet Mustang. Allerede i 1964 stod den nye Ford Mustang klar hos de amerikanske Ford-forhandlere, og der gik ikke lang tid før Ford kunne fejre første milepæl. I 1966, blot to år efter lanceringen, kunne Ford fejre 1 million producerede Ford Mustangs, der kørte på gade og stræde på tværs af USA.
Nu kan den ikoniske sportsvogn igen fejre en milepæl. Sportsvognen, der siden introduktionen har været med i flere film og har flere følgere på Facebook end nogen anden bil, kan nu fejre produktionen af model nummer 10 millioner.
”Ford Mustang er vores virksomheds hjertebarn og en favorit i hele verden,” fortæller Jim Farley, President of Global Markets, Ford Motor Company. ”Jeg får samme sus i maven når jeg ser en Mustang på vejene i Detroit, London eller Beijing som jeg gjorde, da jeg købte min første bil – en 1966 Mustang Coupé, som jeg kørte på tværs af USA i som teenager. Ford Mustang kan få et smil på læben på ethvert sprog.”
Med mere end 50 år på samlebåndet er Ford Mustang blevet produceret flere steder i USA: Fra den originale fabrik i Dearborn, Michigan til San Jose, Californien og Metuchen, New Jersey. Den nuværende Ford Mustang kører af samlebåndet ved Flat Rock Assembly Plant i Dearborn, Michigan.
Bedst sælgende sportsvogn
Ford Mustang har i de sidste 50 år været USA's mest solgte sportsvogn og blev i 2015 introduceret på det europæiske marked. Siden introduktionen i Europa er der blevet solgt mere end 38.000 Ford Mustangs – og i 2017 blev der solgt flere Ford Mustangs end Porsche 911’ere i 13 europæiske markeder. De fem ledende markeder for salget af Mustang i 2017 er Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Belgien og Sverige.