Nissan Juke Teaser
Siden Nissan Juke kom på markedet i år 2010, har den delt vandene hos forbrugerne, grundet dens særprægede – om ikke andet unikke – udseende.
Sidste måned dukkede nedenstående spionfoto op, af hvad man mente var den nye Nissan Juke, og et officielt teaser-billede fra Nissan Europe bekræfter, at andengenerations Juke’en får verdensdebut d. 3. september i år.
Ud fra hvad man kan se på det tæt beskårne billede af fronten, bevarer Nissan det dobbelte forlygtekoncept, men med et meget mere moderne design end de gamle ”frog eyes”, som nok var den sektion på bilen der delte vandene mest. De nye lygter er i samme stil som på nyere Citroën biler, med en tynd og elegant LED-stribe for oven som agerer kørelys, og en større rund høj/lav lampe for neden.
Baseret på den samme nyudviklede Renault-Nissan CMF-B platform som understøtter den nye Renault Clio hatchback og Captur, mistænker vi at den nye Juke vil være drevet af en lille turbo-benzin motor, og med 4-hjuls træk på udstyrsmodellerne til de eventyrlystne.
Motorerne der i så fald skulle erstatte Juke’ens 1,2-1,6 liters turbo-benzin motor, kunne vel sagtens være en 1,0 liters trecylindret og en 1,3 liters firecylindret turbo-benzin, som dem vi ser i Nissan Qashqai.