OL-atlet løber tur i ren udstødning fra bil
Ja, det er naturligvis ikke de gråbrunlige tåger fra en gammel dieselhakker, som OL-atleten valgte at få fyldt sin luftboble med under morgenløbeturen. Det ville i bedste fald ikke være karrierefremmende – i værste fald dødeligt. Det er derimod udstødningen fra en brintbil, som der ikke er meget farligt ved. Tværtimod.
Kører man en tur i eksempelvis en Hyundai Nexo, er det kun vanddamp, der bliver sendt ud af udstødningsrøret. Derfor kan man for eksempel uden problemer løbetræne inde i en boble, der er sluttet direkte til udstødningen på en Hyundai Nexo. Det viser en ny test, som Hyundai i Spanien netop har lavet med atleten Mireia Belmonte.
En video fra testen viser, hvordan den olympiske medaljevinder træner på et løbebånd inde i en boble, der er forbundet med udstødningsrøret fra en Hyundai Nexo. Testen viser, hvor effektiv teknologien bag Hyundais miljøvenlige Nexo er.
Svømmeren Mireia Belmonte, der er blandt de bedste kvindelige svømmere i verden, tøvede ikke med at tage udfordringen op, hvor hun skulle indånde emissioner direkte fra Nexo's udstødning.
”Fordelen ved Nexo og dens emissioner blev meget hurtigt tydelig. Først blev jeg chokeret over konceptet, men nu kan jeg sige, at det er et af de mest fantastiske projekter, jeg har deltaget i. At blive involveret i denne proces for at vise virkningen af at indånde emissioner fra en Hyundai Nexo, dvs. vanddamp og ilt, var en utrolig udfordring, som jeg er stolt af at have været en del af,” siger Mireia Belmonte.
Under hele testen blev Mireia Belmontes tilstand nøje overvåget af Dr. Vicente de la Varga Salto, direktør for Camde Sports Medical Center og hans team, som i øvrigt er stærke tilhængere af brintkraft som et godt alternativ til fossile brændstoffer: ”For ud over at forhindre skadelige sundhedseffekter hjælper brint med at forbedre luftkvaliteten,” siger han.