Smugkig: Her er den nye Land Rover Evoque
Inspirationen til design og formgivning er til at få øje på, ved den nye Land Rover Evoque. Det ligger tæt op ad den større Land Rover Velar, som vandt titlen som Verdens smukkeste Bil i en designkonkurrence. Den slags kan både være en fordel og ulempe. Fordel, fordi der er bred enighed om at formsproget dur. Ulempe fordi det ikke opfordrer til at tænke nyt. Uden sammenligning i øvrigt, udviser storsælgende biler som Nissan Qashqai kun små og konservative ændringer for hver ny generation. Og ligeså med Evoque, som ligner en lille Velar.
Det gjorde den tidligere version også, så kun sande Land Rover-nørder kan se forskel mellem de to versioner. Men forskelle er der: ifølge Land Rover er kun dørhængslerne fortsat umodificeret til den nye version.
Den nye Evoque har fuld LED belysning foran og bagtil, hvor der anes små forskelle i forhold til tidligere version. Lyssignaturen er blevet bredere og lavere. Er man formuende nok, er der mulighed for matrix-LED. Dørene får indfældelige håndtag, som det også kendes Velar og Tesla. Der er også mulighed for elektrisk anhængertræk, så bybilen kan klare en tur på genbrugspladsen med Brenderuptraileren.
De største forskelle er at finde i kabinen, som især er blevet opgraderet på den interaktive front. Connectedness, opkoblet, smartphone-integration og alt den slags moderne sager. For det er nu et af de største salgsparametre. Rygterne vil vide, at nutidens bilkøbere undersøger størrelse og gørelse af infoskærmene, før de undersøger, om bilens køreegenskaber er noget som tiltaler dem. Og her har Jaguars nye E-pace været inde at kannibalisere på salget af den mere Connectedness-aldrende Evoque.
De fysiske dimentioner er der ikke ændret meget i, men akselafstanden er øget med 21 mm for mere plads til bagsædepassagerers knæ – samt mere aflæggeplads. Bagagepladsen er også øget 10%, så der nu er 591 L kapacitet.
Motormæssigt vil der indledningsvis kunne vælges mellem 2.0 firecylinders benzin eller diesel. En enkelt dieselmodel med 150 hk fås med sekstrins manuel gearkasse; ellers er nitrins automatgear standard. For diesel kan der vælges mellem 150, 180 og 240 hk, mens der for benzinmotorer kan vælges mellem 200, 250 og 300 hk. Bortset fra versionen med manuelt gear, får Evoque også Mild hybrid funktionalitet, med en lille hjælpemotor og et 46 V litiumbatteri.
Af de mere kuriøse opdateringer er et såkaldt “Clearsight” bakspejl, som bag spejlpladen gemmer en skærm, som kan vise feed fra et bakkamera placeret højt i hajfinneantennen på bilens tag – så det bliver nemmere at bakke. Eller det er muligt at beholde udsynet bag bilen, selvom bilen er helt pakket med familie og feriebagage. Kameraets linse er bredspektret nok til, at den også skulle kunne registrere køretøjer i den blinde vinkel.
Andre af bilens kameraer kan medvirke til en visning af det aktuelle underlag, hvor flere videobilleder flettes sammen til et stort. Derved skulle det være muligt for parkeringsmæssigt udfordrede at se, om de dyre alufælger er ved at ramme ind i kantstenen. Og derved kan den slags ekstraudstyr hurtigt have betalt sig selv ind.
Den nye Evoque har premiere i April 2019. Priserne er ikke offentliggjort endnu, men forvent de bliver højere end for den nuværende model.