Snart kan din BMW selv køre i vaskehallen
Står det til BMW skal det snart være slut med at bakke ubehjælpsomt rundt i vaskehallen for at få bilen til at stå korrekt i forholdt til bilvaskerens krakilske sensorer. Og måske endda at dulme nederlaget med efterfølgende indtagelse af en dårlig tankstationshotdog.
For et nyt patent fra BMW viser en funktionalitet hvor bilen selv triller ind vaskehallen, klikker gearet over i parkeringsposition, trækker bremsen og slukker motoren. Hvis vaskehallen er tilpas ny, giver bilen besked til vaskerobotten om at gå i gang. Når vasken er slut, starter motoren og BMW'en er klar til at køre ud.
Virker det som en fjollet idé? Måske, men set i sammenhæng med selvkørende biler giver det mere mening. Eksempelvis kan man give sin bil ordre på at gøre sig pæn til man kommer hjem, når den alligevel bare står og laver ingenting i lufthavnen. Eller køre ned og blive gjort ren til billig aftentakst. Mulighederne er mange.
Til gengæld skal manden til at finde noget nyt at bruge sine søndage på, når bilvasken ikke mere er gyldig undskyldning for at slippe for støvsugningen.