Camping.info – Komplet campingoversigt
Camping.info
Hvis du planlægger dine campingture på nettet, kan du næsten ikke undgå at have opdaget siden camping.info. Den kan findes i en browser på computeren, eller som applikation til mobilen.
Den mest komplette oversigt
Vi bruger den på MagaCin.dk og har også tidligere anbefalet siden.
Sagen er, at det er en side, der er bygget af campister for campister. Der er ikke nogen organisation bagved, som begrænser udvalget af pladser. Camping.info har ønsket at skabe den mest komplette oversigt over campingpladser i Europa. Det ønske er opfyldt for længst og med mere end 23.000 pladser i Europa, Tyrkiet og Rusland, er der rigeligt at vælge i mellem.
Enkelte lande begrænser dog mulighederne for at indsamle og offentliggøre oplysninger. Pudsigt nok er hjemlandet Østrig et af disse lande. Undtagelserne er beskrevet på siden.
Bag siden
Bag siden står en mindre virksomhed, som ligger ved Salzburg. Den er stiftet af Erwin Oberascher i 2006. Han er selv opvokset på en campingplads. Ud over ham er der yderligere 4-5 medarbejdere, som holder det hele kørende. Indtægterne kommer fra Premium abonnementer og reklamer.
Statistik
Siden er publiceret på ikke mindre end 24 sprog, herunder også dansk. Statistikkerne for siden er imponerende: Mere end 12 mio. besøgende, der åbnede ikke mindre end små 40 mio. sider i 2015. De besøgende på pladserne har indgivet ca. 94.000 vurderinger og uploadet 45.000 billeder.
Campingpladserne kan selv redigere
Campinpladserne registreres på siden af enten pladserne selv eller af brugere, som gør opmærksom på pladsernes eksistens og eventuelle ophør.
De enkelte campingpladser får adgang til at redigere oplysningerne om pladsen og kan tilkøbe Premium faciliteter, som giver dem statistiske oplysninger og andet.
Anmeldelserne kan ikke redigeres
Den enkelte campingplads har ingen indflydelse på de anmeldelser, brugerne registrerer om pladsen. Det er Camping.infos hjerteblod, at man skal kunne stole på, hvad med-campister skriver om stedet.
Campingpladserne har mulighed for at svare åbent på kritikken. Det er det.
Du kan oprette din egen profil
Som campist kan man oprette en profil ganske gratis. Profilen kan bruges til at indsende anmeldelser og billeder, samle favoritpladser m.m.
Den omvendte verden
Mange campister sætter pris på de nye muligheder på nettet. Rigtigt mange holder dog også fast i de mere gammeldags oversigtsbøger, der som bekendt virker fint uden strøm og for mange er mere overskuelige at finde rundt i.
Den moderne teknologi afliver hver dag gamle papirbaserede løsninger til fordel for det digitale univers. Med camping.info er det lige omvendt: Virksomheden har hidtil ydet en 100% digital service. For et års tid siden begyndte man at udgive campingbøger, som er baseret på de data, man har til rådighed. Det var i første omgang Østrig, men senere fulgte andre lande – især de tysksprogede omkring alperne.
GPS
Virksomheden har desuden indgået en aftale med et onlinefirma, som sælger de såkaldte POI's til GPS'er. På den måde kan man få lagt alle camping.info's pladser ind i sin GPS, og er derefter uafhængig af netadgang på køreturen.
Samtlige POIer koster omkring kr. 75,- og kan hentes/købes hos POIbase.com
Vi har selv afprøvet systemet på en Garmin GPS og det fungerer fint. Du skal bare sikre dig, at der er tilstrækkelig med ledig plads på GPSen.
Konklusion
Ud over at være imponeret over, hvor meget så lille en virksomhed har skabt ud af intet, må vi bare erkende, at camping.info er en side, som kan skabe et suverænt overblik for den rejsende campist og nu altså både i browseren, på mobilen, i bogform og på GPS.