En naturskøn plads med egen kro og udsigt til en 50er
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Sallingsund Camping

De mindste pladser kan også være de bedste og udsigten fra denne kan du se på en 50-kroneseddel.
13/07-2018 kl. 06:00
Anslået læsetid: 6 Minutter

Få kilometer fra en af landets mest eksklusive campingpladser ligger Sallingsund Camping. Denne lille plads har en enestående beliggenhed. Den ligger tilbagetrukket fra en mindre vej og med udsigt til Sallingsund og  broen derover.
Da broen stod færdig i 1978 betød det også afslutningen på en æra for de 2 (rettere 4) færger over sundet, Pinen og Plagen.
Den gang lå der endnu en campingplads på stedet lige vest for færgelejet. Den plads er forsvundet i dag og det eneste der står tilbage, er en sten, der markerer det gamle leje.

Pladsen
Når man kører ind på pladsen møder man i første omgang 7 meget velholdte hytter. Hytterne er specielle ved at de som nogle af de eneste i landet, er placeret så tæt på kysten, som de er. 

Det ville være en umulighed at få lov til i dag. De generer absolut ingen, som  de ligger der, smukt op af skoven og med udsigt over sundet.

Else
Da jeg ankom måtte jeg lede lidt, før det gik op for mig, at jeg skulle tjekke ind i den første campingvogn med fortelt. Mere autentisk kan det næsten ikke blive.
I vognen bor Else i hele sæsonen, der går fra weekenden før påske indtil 21/10. 

Else registrere gæsterne og hun kan veksle til småmønter til vask o.s.v. Selve afregningen foregår på kroen, når man rejser. Pladsen er ejet af kroen.
Else er “Thybo på tålt ophold”, som hun sagde. Vi er jo på Mors og i de egne er man bevist om, hvor man kommer fra og Else kommer altså oprindeligt fra Thy. Hun har styret pladsen de seneste 8 år og også tidligere i perioder.

En billig plads
Camping er ikke længere en billig form for ferie, hvis man vel og mærke vælger de pladser med flest faciliteter.
Derfor var det også interessant, da Else sagde: “Her koster det 100 kr. pr. døgn og så 35 kroner for strøm, hvis man vil have det – det er det”. “Ingen krav om campingpas eller andet”, og vi taler højsæson

Få pladser
Pladsen består af kun 48 enheder, hvoraf der er 18 fastliggere. Det er en plads, hvor der ofte er fyldt op og derfor anbefaler Else, at man ringer i forvejen.

Fællesbygning
Der er en fællesbygning, som rummer det hele. Det er bade, toiletter, vaskemuligheder og så “Oasen”. Oasen er et fællesrum, med mulighed for at se TV, eller bare komme indendøre og spise. Det er også her man kan finde dagens lokalavis, brochurer, turguider m.v.

Ikke meget mere at fortælle
I princippet er der ikke meget mere man kan fortælle om pladsen, hvis man holder sig til, hvad man får af faciliteter. 
Til gengæld kunne man skrive en mindre bog om alt det der omgiver stedet. Naturen er enestående, egnen ligeså. Ikke langt derfra ligger Nykøbing Mors, hvor der er torvedag hver onsdag. På den anden side af broen Glyngøre. Lur mig om det ikke er muligt at opdrive friskfangede muslinger, eller det der boomer lige i øjeblikket – de store hummere. Havørreder er der også masser af i Limfjorden, som man kan fiske efter.
“Når der ikke er en sæl, så kan man fint fange dem. Ellers er de væk”, fortalte Else.
Vi er ikke langt fra Thy Naturpark og der er mulighed for smukke vandreture i plantagen bag campingpladsen.

Danmarks største pool
“Når folk ringer og spørger efter Pool, svarer jeg altid, at vi har Danmarks største”, fortalte Else. “Den ligger lige nede foran”, nikkede hun og henviste til Limfjorden. For enden af en lille badebro er der sandbund og så kan man ellers svømme, bade, sejle, plaske alt det man ønsker.

Gæster

Gæsterne er primært seniorer. De kommer fra nær og fjern. Af udlændinge er det især nordmænd og hollændere, der opdager stedet. “Tyskerne vil til havet”, sagde Else.

Plads og kro – det hele hænger sammen

Jeg kan ikke undgå at inddrage kroen, når jeg skal beskrive stedet. Den er en del af oplevelsen på pladsen. Sagen er, at kroen også fungerer som et muligt spisested for pladsens gæster. Man kan købe morgenmad her og naturligvis også spise middags og aftensmad.
Sammenhængen gik op for mig, da Else i starten af mit besøg fortalte, at man sidste år havde holdt 3-dobbelt jubilæum. “40 år for broen, 60 for kromanden og 80 for kroen”. 

Jens Peter Skov
Jeg var så heldig også at få en snak med Indehaveren af kroen, Jens Peder Skov. Else sagde “Når han går i haven, plejer vi at sige, at vi har udsigt til Skov og strand”.  

Det var også i haven vi fandt ham – dog ikke beskæftiget med havearbejde men derimod i kampdress til køkkentjans.
Jens Peter kunne fortælle rigtigt meget om stedet og historien om den gamle og nye kro, færgerne, det gamle amt, politikere i området o.s.v. Jeg kan slet ikke gengive det hele og kan kun opfordre til, at man i stedet besøger stedet, hvis man har interessere for de ting.

Kromaden
Når man taler med Jens Peter, er man ikke i tvivl om, at man taler med en dygtig kromand, men mit bud er også, at han kan noget i et køkken. Egnen indbyder i sig selv til traditionelle retter, men han kan meget mere end det.
“Vi laver alt fra hakkebøf og rødspætter til 1000-kroners gourmet”, fortalte han. “Gæsterne på kroen er mange og kommer med meget forskellig baggrund”, så vi må være fleksible. 
Kroen rummer muligheder for mødeaktivitet for firmaer fra nær og fjern. Men den er også et besøg værd for et weekendophold.
Jeg blev sulten, da jeg var der – alt var ved at blive tilrettelagt til aftensmaden. Jeg måtte desværre videre.

Konklusion
Campingpladsen fik kun 2 stjerner, da stjerner var en realitet til vurdering. Min oplevelse er derimod, at den er et skoleeksempel på, hvorfor stjerneangivelse af campingpladser er meningsløst.
Stedet er unikt og der er noget oprindeligt over den. Kombinationen af plads og kro, giver helt særegne muligheder.
Jeg kan næsten ikke forestille mig en mere fredfyldt ferie end efter en dag på pladsen, svømmeture, og måske lidt lystfiskeri, at tage konen med og vælge aftensmaden og vin fra menukortet på kroen. Men jeg er så også tæt-på-senior.
Tre uger med små børn er nok bedre brugt på Jesperhus Camping, som tilbyder rigtigt meget til børnefamilier. Men par, unge kærester, motorcyklister, cykelturister o.a. kan alle få en 1. klasses oplevelse direkte ved fjorden i stedet.
Jeg ville selv vælge Sallingsund Camping. 6 stjerner er hermed givet for beliggenhed, Else, kroen og Jens Peter Skov.

Hjemmeside
Læs mere om pladsen og kroen på deres hjemmeside

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start