Astra når 27 km / liter
Nyeste version af Opel Astra med 1,7 CDTI motor kører 27 km/l efter EU-normen for forbruget ved blandet kørsel med et CO2 udslip på 99 g/km. Motorydelsen er 130 hk.
Rüsselsheim. Opel Astra ecoFLEX kan i slutningen af året bestilles med en særlig økonomisk 1,7 CDTI motor, der sikrer bilen en brændstoføkonomi på 27 km/l efter EU-normen ved blandet kørsel. Det svarer til et CO2 udslip på 99 gram pr. km. På trods af det lave forbrug har motoren en ydelse på 130 hk og et moment på 300 Nm, hvilket er fem hestekræfter og 20 Nm mere end den nuværende 1,7 CDTI, der kører 22,2 km/l efter EU-normen. Den relativt høje motorydelse er i tråd med Opels princip om, at man ikke behøver gå på kompromis med motorydelsen, selvom man vil køre økonomisk. Det samme er tilfældet med Insignia ecoFLEX, hvor den mest brændstoføkonomiske udgave har 160 hk og Corsa ecoFLEX, der yder 95 hk.
Det lave forbrug på den kommende Astra 1,7 CDTI ecoFLEX er opnået ved en kombination af en effektiv motorstyring, nye komponenter i indsprøjtningen, opsamling og konvertering af bremseenergi der lagres elektrisk i bilens batteri, aktiv aerodynamik, elektronisk styring af vandpumpe og kompressor til aircondition og lavere rullemodstand.
Brændstofdyserne til motoren opererer ved at tryk på 1800 bar, hvilket giver mulighed for op til otte indsprøjtninger pr. stempelslag og dermed en endnu mere præcis styring af brændstofindsprøjtningen i motoren. Turboladeren har en ny geometri og er udstyret med en feedback sensor, så det er muligt at tilpasse ladetrykket mere nøjagtigt. Stemplerne løber lettere i cylindrene med lavere friktion, og en ny vægtbesparende indsugningsmanifold sikrer en mere effektiv forbrænding. Sensorer i gløderørene holder styr på timingen af forbrændingen, der sker på det helt rigtige tidspunkt i forhold til positionen af stemplerne. Gløderørene kræver i øvrigt laverer spændingen end normalt for at varme op så belastningen af generatoren mindskes, når det er koldt. Opvarmningen af motoren sker også hurtigere takket være muligheden for at lede kold olie uden om oliekøleren og undgå fald i olietrykket. Den elektronisk styrede vandpumpen kobles til og fra alt efter behovet, hvilket også gavner brændstofforbruget.
Recirkuleringen af udstødningsgasserne med ekstra køling giver det optimale temperatur i forbrændingskammeret, så emissionerne bliver lavere – herunder kvælstofilter (NOx). Katalysatorerne har en ny platincoating og udførelsen og placeringen af både for- og hovedkatalysator er tilpasset ønsket om lave emissioner og optimal temperaturforhold under forbrændingen.
Astra 1,7 CDTI ecoFLEX får også Start/Stop, der hidtil kun har været muligt udstyr til Astra 1,3 CDTI og Astra 2,0 CDTI. Som det er tilfældet med Start/Stop systemerne på andre Opel modeller falder omdrejningstælleren til ro på Autostop indikationen, når motoren er midlertidig stoppet, så det tydeligt fremgår, at motoren starter, når koblingen trædes ned. Aircondition, radio og bremseforstærker forbliver aktive under Autostop. Funktionen kan afbrydes ved tryk på bilens ”eco” knap.
Luftindtaget i kølergrillen lukker automatisk og dirigerer luften udenom bilen, når bilen kommer op i fart med mindre motortemperaturen er højere end normalt – for eksempel hvis bilen trækker en anhænger eller bilens belastes ekstraordinært. Astra 1,7 CDTI ecoFLEX er også sænket 12 mm i forhold til den nuværende Astra 1,7 CDTI.
I modsætning til de fleste konkurrenter er Opel Astra 1,7 CDTI ecoFLEX udstyret med seks trins gearkasse i modsætning til mange andre økobiler, der kun har fem trins gearkasse. Udvekslingerne i gearkassen er tilpasset motorkarakteristikken, og en lampe på instrumentbordet lyser op, når det er en god ide at skifte til næste gear af hensyn til brændstoføkonomien.
Opsamlingen af bilens bremseenergi er en anden nyhed på Astra 1,7 CDTI ecoFLEX. Så snart føreren træder på bremsen eller blot løfter foden fra speederen, omdannes bevægelsesenergien fra denne proces til elektricitet, der lagres i bilens batteri. På den måde kan batteriet lades op med en mindre belastning af bilens generator og dermed et mindre behov for at lade bilens motor drive generatoren, hvilket også er til gavn for brændstoføkonomien.
En kobling sørger for at kompressoren til bilens aircondition kun aktiveres, når det er nødvendigt.
Astra 1,7 CDTI ecoFLEX med et forbrug efter EU-normen på 27 km/l kommer til Danmark i slutningen af i år. Astra 1,3 CDTI ecoFLEX med Start/Stop og et EU-norm forbrug på 25,6 km/l er på markedet i Danmark, og Astra 2,0 CDTI med Start/Stop, 160 hk og et EU-norm forbrug på 22,2 km/l kan leveres fra august.