Audis mastermind til selvkørende biler
– Den centrale styreenhed styrer alle systemerne til selvkørende biler
– Processorhastighed i særklasse – og kompakt som en tablet-pc
– Sættes i serieproduktion i løbet af de næste 2 år
Audi har udviklet denne elementære kommandocentral sammen med internationalt førende teknologipartnere. Under ledelse af Audi har et team af specialister fra TTTech, Mobileye, nVidia og Delphi udviklet de forskellige software- og hardwarekomponenter i fællesskab. Audi har udvalgt Delphi som fremtidig systemleverandør til zFAS-elektronikenheden.
I zFAS samles en lang række forskellige sensorinformationer. Ud fra disse beregner den lynhurtigt en komplet model af området omkring bilen og stiller disse informationer til rådighed for assistentsystemerne. Og derfor er den det centrale interface for alle funktionerne til selvkørende biler.
Hidtil er styringen af førerassistentsystemerne oftest foregået i fysisk adskilte styreenheder. Som den første bilproducent lancerer Audi den fremover i en central domænestruktur. I en holistisk tilgang har Audi samlet funktionsporteføljen, de nødvendige sensorer, elektronikhardwaren og softwarens struktur til et samlet centralt system. Og i den forbindelse var der lige fra start især fokus på sikkerhedskonceptet.
Effektfulde elektronikkomponenter er en grundlæggende forudsætning for en kompakt konstruktion og samtidig en høj processorhastighed. zFAS-boardet bruger både mobilprocessoren EyeQ3 fra Mobileye og den nye Tegra K1 fra nVidia. Den enorme processorhastighed, der opnås på den måde, svarer til den komplette elektronikstruktur i en veludstyret mellemklassebil. Takket være den høje integrationsgrad fylder det nye board ikke mere end en tablet-pc. Det modulopbyggede koncept gør zFAS skalerbar på en fleksibel måde og dermed på alle måder klar til fremtiden.
Også når det gælder sensorerne og reguleringselementerne, som eksempelvis bremse- og styresystemer, samarbejder Audi med førende leverandører som Bosch, Continental, Valeo eller Delphi. Målsætningen er at udvikle fælles standarder og tilbyde kunderne moderne førerassistentsystemer for mere sikkerhed og komfort på vejen mod fuldautomatisk kørsel.
I den nærmeste fremtid vil de selvkørende biler fra Audi desuden i samspil med Audi connect være i stand til hele tiden at tilegne sig informationer under kørslen. De data, som zFAS-boardet beregner, ledes via mobilnettet – via 4G, hvor det er tilgængeligt – til en it-backend i skyen. Den bearbejder dem med algoritmer fra machine learning og den kunstige intelligens og sender dataene tilbage til bilen. På denne måde udvider zFAS-boardet hele tiden sin ydeevne for at kunne beherske selv komplekse situationer bedre og bedre. Det betyder, at de selvkørende biler fra Audi tilegner sig ny viden hver dag og med hver ny situation, som de udsættes for.