BMW 8-serien komplet med den helt nye Gran Coupé
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

BMW 8-seriens nye Gran Coupé

Modeloffensiven fortsætter hos BMW, og nu afsløres de første billeder af den helt nye BMW 8-serie Gran Coupé, som er en firedørs luksussportsvogn. Den nye model er udviklet sideløbende med BMW 8-serie Coupé og Cabriolet samt sportsvognen BMW M8 GTE. Bilen lanceres i Danmark til september.
19/06-2019 kl. 09:01
Anslået læsetid: 3 Minutter

BMW 8-serie Gran Coupé er et elegant og luksuriøst eksempel på BMW’s nye designsprog. Kendetegnende for den nye Gran Coupé er et lavt tyngdepunkt, perfekt vægtfordeling, letvægtskonstruktion med aluminium, magnesium og kulfiberforstærket plast samt en meget aerodynamisk konstruktion.

Oceaner af plads 

Den nye Gran Coupé deler naturligvis en del detaljer med BMW 8-serie Coupé og Cabriolet. Det sted, hvor der virkelig opleves en forskel er fra A-stolpen og bagud. Akselafstanden er 3.023 mm, hvilket er 201 mm længere end Coupé-udgaven. Bilens længde er 5.082 mm og dermed 231 mm længere, bredden er vokset 30 mm og er 1.932 mm. Ligeledes er Gran Coupéen 61 mm højere med 1.407 mm. Sporvidden foran er 1.627 mm, hvilket er det samme som på de to søskende, mens sporvidden bag er øget med 28 mm til 1.671 mm, hvilket gør Gran Coupéen til en af de bredeste BMW modeller i porteføljen.

Den formfuldendte taglinje smelter elegant sammen med bagenden og giver en dynamisk, strakt silhuet. De skulpturelle former omkring C-stolpen og den brede sporvidde fremhæver yderligere bilens sportslige karakter.

Det luksuriøse opleves fra alle sæder. Som standard kommer bilen med sportssæder og de to individuelle bagsæder har integrerede nakkestøtter. Det tredje, midterste sæde er velegnet til kortere ture. Pladsen på bagsæderne er større end nogensinde før i en coupé fra BMW. De store døråbninger gør adgangen til bagsæderne nem og praktisk.

Bagagerummet er på 440 liter og stor nok til at rumme tre golfbags eller hele familiens kufferter. Sæderne kan lægges ned i 40:20:40 for endnu mere fleksibilitet.

Panoramaglastaget, som er udviklet eksklusivt til modellen, har et areal på 1,5 kvadratmeter og bidrager til den lette og luftige følelse, når der cruises gennem Europa til feriedestinationen.

Køreglæde og sikkerhed på højt plan

Den perfekte balance mellem langdistance- og sportslige køreegenskaber optimeres med den standardmonterede adaptive M affjedring. M850i og 840i er som standard udstyret med M sportsdifferentiale. De firehjulstrukne xDrive-modeller har som standard integral aktiv styring. Driving Experience Control med fire indstillingsmuligheder er standard på alle modeller.

Ligeledes som standard har bilen fjernlysassistent, Driving Assistant med kollisions- og fodgængeradvarsel med City Braking-funktion, Lange Change Warning, Lane Departure Warning, Speed Limit Info, advarsel for krydsende trafik bag ved bilen samt Parking Assistant med Reversing Assistant.

Det omfattende standardudstyr dækker ligeledes trådløs opladning, BMW Head-Up Display og BMW Live Cockpit Professional med navigationssystem og fuldt digitalt instrumentbord.

Fire varianter til september

Lanceringen i september byder på fire modelvarianter: BMW 840i Gran Coupé med sekscylindret benzinmotor og 340 hestekræfter, BMW 840i xDrive Gran Coupé med firehjulstræk, sekscylindret benzinmotor og 340 hestekræfter, BMW M850i xDrive Gran Coupé med firehjulstræk, V8-benzinmotor og 530 hestekræfter samt BMW 840d xDrive Gran Coupé med firehjulstræk og sekscylindret dieselmotor med 320 hestekræfter. Alle modeller kommer med ottetrins Steptronic automatgearkasse.

BMW har allerede bekræftet, at der på et senere tidspunkt også kommer en M-version af Gran Coupéen.

Med lanceringen af BMW 8-serie Gran Coupé er 8-serien nu komplet med et tilbud til alle former for aktiviteter og luksuriøs køreglæde.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start