Citroën Tubik: Fleksibel og flot - Eksklusiv lounge
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Citroën Tubik

Ny værdi til selve turen
10/09-2011 kl. 06:45
Anslået læsetid: 5 Minutter

Citroën udvikler løbende nye mobilitetskoncepter, for eksempel internetportalen Multicity, der er lanceret i Frankrig og snart også i andre lande. Samtidig søger at man at tænke nutidens og fremtidens behov for mobilitet ind i udviklingen af biler, og seneste eksempel på en anderledes type bil er en luksuriøs og højteknologisk shuttle under navnet Tubik. Med konceptbilen Tubik vil Citroën give ny værdi til selve turen. En tur hvor man kan være mange sammen, og hvor bilen er både smart og miljøvenlig.

I dag taler man mindre om afstande, men mere om tidsforbrug på transporten. En given tur kan tilbagelægges ved hjælp af flere forskellige transportmidler. Det skal først og fremmest være nemt at komme fra A til B, og derfor er det vigtigt for en bilproducent at tilbyde en bred vifte af løsninger på disse udfordringer. Internetportalen Multicity kan foreslå en rejseplan, som inddrager mange former for transport (bil, tog, fly m.m.)

Desuden vokser efterspørgslen om stor fleksibilitet i bilen, så den kan transportere flere personer end den klassiske familiebil og indrettes til det aktuelle behov.

Tubik er et bud på en bil med plads til 9 personer, og den har et design og præstationer som er på højde med en moderne sedan. Citroëns designere har ladet sig inspirere af Citroëns berømte HY-model og dens forgænger model TUB og har givet den en formgivning, som er både anderledes og pudsig, med en raffineret sammensætning af farver og materialer.

Den er indrettet som en komfortabel ”lounge”, så passagererne for alvor kan genfinde glæden ved at blive transporteret. Indretningen er meget fleksibel, og stolene kan placeres, så man kan læne sig tilbage eller sidde over for hinanden. Kabinen er udstyret med seneste teknologi bl.a. i form af multimedieskærm og avanceret lydanlæg, så passagererne kan nyde turen i fulde drag.

At lave en så rummelig bil uden at miste kontrollen over brændstofforbruget kræver en ny type drivlinje, og derfor er Tubik udstyret med fuldhybridløsningen HYbrid4. Desuden er der gjort en stor indsats for at gøre bilen så aerodynamisk som muligt. Det er lykkedes i en grad, så brændstofforbruget kan fastholdes på samme niveau som i en traditionel sedan.

Fleksibel og flot
Tubik har klare referencer til den historiske varebil Citroën TUB (Traction Utilitaire Basse) og dens efterfølger HY, som var gennemtænkt og praktisk og blev meget populær. Ligesom HY har Tubik en meget rummelig form. Den er 2,08 meter bred, 2,05 meter høj og 4,80 meter lang og kan transportere 9 personer.

Karrosseriets tydelige profiler i fronten leder tankerne hen på HY ligesom de to karakteristiske stolper ved forruden. Karrosseriet er tofarvet, så fronten med dieselmotoren og den bageste del med elmotoren er i hvid, og resten i aluminiumsgrå.

De enkle men flotte overflader på bilen gør, at man kun lige akkurat lægger mærke til den store panorama-rude med ufarvet glas i højre side og de to store døre, som giver adgang til førerpladsen og til kabinen. Førerdøren er udformet som en butterfly dør, og den tophængslede dør i højre side åbner i kabinens længde. Bagagen kan stuves væk i et rum bag i bilen.

Futuristisk univers
Når man indtager pladsen bag rattet i Tubik, hensættes man til et højteknologisk og futuristisk univers. Udformningen af førerpladsen er inspireret af den runde form på en ”cyklotron”, så sæde, pedaler, rat og strålen i head-up displayet er placeret i en bue, som har samme aluminiumsgrå farve som karrosseriet.

Føreren i det sorte eksklusive lædersæde identificeres digitalt. Alle informationer om kørslen er til rådighed på head-up displayet og på skærmen midt i rattet, og via en skærm med billeder fra bakkameraer kan man overvåge, hvad der sker bag bilen.

Slut med ”hvornår er vi dér?”
Kabinen er indrettet som en eksklusiv lounge, og de valgte materialer er inspireret af arkitektur og design med stole med sæde i filt, ryglæn og døre beklædt med silke og gulvet med læder. Sammensætningen af materialer og farvenuancer fremhæves af det særlige lys af kabinen. Passagererne kan se ud uden selv at blive set, idet et gitter bag den store panoramarude i bilens højre side giver et godt udsyn, uden at andre kan kigge ind.

Passagererne kan selv indrette stolenes placering, idet der er tre enkeltstole på række to for at give maksimal komfort og fleksibilitet, og forstolene kan anbringes i kørselsretningen eller bagudvendt. Stolerække to kan omdannes til et lavt bord eller foldes væk ind under den tredje stolerække, så man får et stort frit område midt i bilen på 2 m2. De kan også foldes ud, så man får en stor sofa.

Transport uden begrænsninger
Selv om Tubik er usædvanlig rummelig, har den et brændstofforbrug og udledning af CO2 på samme niveau som en traditionel sedan takket være sin aerodynamiske form og HYbrid4 teknologien. Det er en fuldhybrid drivlinje, hvor en HDi dieselmotor, som trækker på forhjulene, arbejder sammen med en elmotor, der trækker på baghjulene.

Tubik er udstyret med 22 tommer hjul og dæk af typen ”høj og smal” som er meget brændstoføkonomiske. For at optimere forholdet mellem komfort og vejgreb, er den udstyret med hydraktiv affjedring. Det betyder, at uanset last forbliver vognhøjden den samme takket være den elektroniske styring i systemet, som også automatisk sænker bilen ved høj fart for at forbedre aerodynamikken og dermed reducere brændstofforbrug og udledning af CO2.

Del med en ven

0 personer snakker om “Citroën Tubik

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start