BMW 2-serie Activ Tourer - Komfort og funktionalitet
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Den nye BMW 2-serie Active Tourer

Kodeordene er komfort, funktionalitet og fleksibilitet
BMW
17/02-2014 kl. 16:15
Anslået læsetid: 4 Minutter

København. Med BMW 2-serie Active Tourer udvider BMW til juli modelprogrammet til endnu et nyt segment. Det nye medlem af klassen for kompakte luksusbiler er den anden model i BMW's 2-serie. Den første er BMW 2-serie Coupé, som kommer på gaden til marts.

BMW 2-serie Active Tourer forener komfort og funktionalitet med den velkendte BMW køredynamik. Til trods for det kompakte ydre – 4.342 mm lang, 1.800 mm bred og 1.555 mm høj – byder modellen på masser af plads, hvilket gør den til et ideelt transportmiddel for den aktive familie.

Forhjulstræk med BMW's kvalitetsstempel.

BMW har udstyret BMW 2-serie Active Tourer med et avanceret forhjulstræk, der er i stand til at skabe den symbiose mellem bil og fører, som mærket altid har haft som kendetegn. Kombineret med den hævede taglinje, og den store akselafstand på 2.670 mm, udmønter dette sig i maksimal pladsudnyttelse med en følelse af imponerende rummelighed. Bilens fører og forsædepassageren sidder højt, og det giver ikke bare et fantastisk udsyn til alle sider, men gør det også lettere at komme ind og ud af bilen.

Bilens korte udhæng foran er usædvanligt for en forhjulstrukket bil, men mindst lige så meget et udtryk for klassisk BMW design som det korte udhæng bagpå, den store akselafstand, Hofmeister-knækket ved de bageste sideruder og de L-formede baglygter. Den rene linjeføring og den iøjnefaldende lysbrydningskant langs siderne gør skærmene endnu mere markante, og giver BMW 2-serie Active Tourer et meget dynamisk look, selv når den holder stille.

Maksimal fleksibilitet og funktionalitet.

Et fleksibelt bagagerum med en kapacitet, der kan øges fra 468 til 1.510 liter, og splitbagsæde med 40/20/40-deling som standardudstyr er eksempler på modellens store anvendelighed i hverdagen. Bagsædets længdeindstillingsfunktion gør det muligt at variere ben- og bagagerumspladsen efter behov. Den store, brede bagklap giver nem adgang til bagagerummet, og som ekstraudstyr er der mulighed for at vælge automatisk åbning og lukning af bagklappen via trykknapbetjening eller en funktion, som gør det muligt at åbne og lukke bagklappen ved blot at lave en hurtig bevægelse med foden under bagkofangeren.

Den sidste nye generation af 3- og 4-cylindrede motorer.

Der kan i første omgang vælges mellem tre forskellige kraftfulde og brændstofbesparende letvægtsmotorer med enten tre eller fire cylindre. Alle motorer har BMW TwinPower Turbo-teknologi og lever op til kravene i udstødningsnormen Euro 6.

Især den nye 3-cylindrede benzinmotor skiller sig ud i kraft af sin høje ydelse og effektive brændstofudnyttelse. Motoren, der har en slagvolumen på 1,5 liter og 136 hk, får sin ilddåb i BMW 218i Active Tourer. Brændstofforbruget er ved blandet kørsel 20,4 km/liter og CO2-udledningen 115 g/km. Den accelererer fra 0-100 km/t på 9,3 sekunder.

Den kraftigste modelvariant bliver indtil videre BMW 225i Active Tourer. Den har en 4-cylindret motor med 231 hk, en tophastighed på 235 km/t og en accelerationsevne fra 0 til 100 km/t på 6,8 sekunder. Brændstofforbruget ved blandet kørsel ligger på 16,7 km/liter, og CO2-udledningen er 139 g/km.

BMW 218d Active Tourer er udstyret med en 4-cylindret dieselmotor med 150 hk og et maksimalt drejningsmoment på 330 Nm. Brændstofforbruget ved blandet kørsel er 24,4 km/liter og CO2-udledningen 109 g/km. 0 til 100 km/t klares på 8,9 sekunder og tophastigheden er på 205 km/t.

M sportspakken – prikken over i'et.

Hvis man gerne vil sætte sit eget aftryk på modellen både udvendigt og indvendigt, er der mulighed for at vælge mellem to forskellige designlinjer som supplement til standardudstyret: Sport Line og Luxury Line. Når M sportspakken lanceres til november, bliver der endnu flere muligheder for individuel tilpasning i form af en M aerodynamikpakke, M sportsundervogn, 17 eller 18 tommer M letmetalfælge, M læderrat og sportssæder med specialindtræk.

Sidst på året bliver modelprogrammet udvidet med modelvarianter med BMW's intelligente firehjulstræk, xDrive.

BMW ConnectedDrive øger sikkerheden og komforten.

De mange assistentsystemer og infotainment-funktioner, som under ét betegnes BMW ConnectedDrive, er stærkt medvirkende til at øge sikkerheden og komfortniveauet i BMW 2-serie Active Tourer. Et godt eksempel er kø-assistentfunktionen og fartpiloten med Stop & Go-funktion, som begge er baseret på signaler fra et såkaldt monokamera. Disse funktioner fritager bilens fører for en stor del af monotonien ved køkørsel, uanset om det er på motorvejen eller i byen.

Som den første model i klassen fås BMW 2-serie Active Tourer desuden med Head-Up Display, som projicerer kørselsrelevante oplysninger op i førerens primære synsfelt via en farveskærm, der er placeret mellem rattet og forruden, så man ikke behøver at fjerne blikket fra trafikken.

Priserne på den nye BMW 2-serie Active Tourer offentliggøres inden lanceringen i juli måned.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start