Første danske kunde får sin Toyota Mirai brintbil
Der findes høflighedssmil, påtagede smil og normale glade smil. Og så findes der de helt særlige, ægte smil, der siger meget mere end tusinde ord. Et sådan smil fyldte ansigtet hos Jacob Krogsgaard fra Holstebro, da han torsdag sammen med hustruen Rikke og børnene Johanne og Andrea på syv og tre år som den første kunde i Danmark fik overdraget nøglerne til sin spritnye brintbil Toyota Mirai.
Den vestjyske familiefar bestilte den forureningsfrie brintbil for flere måneder siden kort efter, at han hørte om, at Toyota havde valgt at introducere Mirai i Danmark som et af de første lande i verden. Han har set frem til den dag, hvor hans nye bil var klar til levering, som et barn ser frem til juleaften.
”I virkeligheden er det her meget bedre end juleaften”, lyder det smilende fra Jacob Krogsgaard, der kaster endnu et blik på sin nye, hvide brintbil, mens hans døtre i baggrunden dog ikke virker udpræget enige med deres far.
Overdragelsen af bilnøglerne til den første danske Mirai-kunde blev foretaget af Kristian Krapper, adm. direktør hos Toyota i Danmark, og foregik hos Toyota-forhandleren STS Biler A/S i Herning. Her satte den nybagte brintbilejer ord på den store dag.
”Jeg er stolt over at være den første Mirai-kunde i Danmark. Det er uden tvivl fremtidens bil, og jeg ser frem til at køre af sted med familien velvidende, at det eneste, der kommer ud af udstødningen, er rent vand”, siger Jacob Krogsgaard, der står i spidsen for den danske producent af brinttankstationer H2 Logic. Toyota-brintbilen er dog ikke en firmabil, men hans og familiens private.
Hos Toyota glæder man sig over at kunne sende den første danske Mirai-kunde trygt ud på vejene.
”Det er en helt speciel dag. Ikke bare for os hos Toyota og for Jacob og hans familie. Men i sandhed også for Danmark. Det her er første store skridt på en fantastisk spændende rejse mod den forureningsfrie bilpark”, bemærker Kristian Krapper fra Toyota Danmark A/S.
Efter mange års forskning og udvikling mod det ultimative mål – den forureningsfrie bil, som hverken belaster klimaet eller miljøet – er det ikke tilfældigt, at Toyota har valgt Danmark som et af de første lande i verden til at introducere den banebrydende brintbil.
Fritaget for registreringsafgift
Brintbiler er fritaget for registreringsafgift foreløbigt frem til 2019. Derudover kan Danmark som eneste land i verden desuden bryste sig med et landsdækkende netværk med i alt syv brinttankstationer i drift fordelt over hele landet. Med en rækkevidde på over 500 km på en fuld tank er det altså allerede nu muligt at køre i Mirai fra den ene ende af landet til den anden uden at tanke.
Selve optankningen foregår i øvrigt på samme måde, som man er vant til, når man tanker en benzin- eller dieselbil. Man sætter studsen fra brintstanderen til bilens påfyldningsstuds, og få minutter efter er bilen fuldt optanket klar til over 500 km yderligere kørsel inden næste optankning.
Det eneste restprodukt fra Toyota Mirai under kørslen er rent vand, og selv brinten, der bliver tanket på bilen, bliver produceret ved hjælp af vindmøllestrøm.
Med leveringen af Mirai til den første danske kunde har Toyota for alvor sat gang i sit salg af brintbiler i Danmark. Toyota forventer at kunne levere omkring 25 biler i Danmark til og med udgangen af 2016.
FAKTA OM TOYOTA MIRAI
Mirai er Toyotas svar på den ultimativt forureningsfrie bil med både brint- og hybridteknologi. Den miljørigtige bil benytter brint som brændstof til at generere strøm, der driver bilens elmotor. Dermed udmærker Mirai sig ved hverken at udlede CO2, farlige kvælstoffer eller sundhedsskadelige partikler. Rækkevidden på en tankfuld brint er ydermere over 500 km, og det går ligeså hurtigt at tanke brintbilen som en tilsvarende bil med benzin- eller dieselmotor.