Fokus på fart i 75 kommuner
Landevejen er ifølge en pressemeddelelse fra Rådet for Siker Trafik den vejtype, hvor flest bliver dræbt i trafikken i Danmark.
I perioden 2014 til 2019 blev 401 personer dræbt i ulykker, hvor højere hastighed end forholdene dannede bund for ulykkerne.
Særligt hårdt ramt er de jyske politikredse, hvor der er mange landevejsstrækninger som gennem årene har vist sig, at friste bilisterne fra tid til anden. På disse strækninger ligger gennemsnitshastigheden ofte over det tilladte.
Det er ikke kun for høj fart som er et problem på de små landeveje. På disse strækninger ser vi ofte krydsende trafik fra sideveje og trafikanter af forskellig type.
Derfor er det afgørende, at de, der kører for stærkt på landevejene, sætter hastigheden ned på det tilladte, for det kan redde mange liv, og heldigvis er et flertal af danskerne enige i, at det er uacceptabelt at køre for stærkt i landzonerne.
En undersøgelse af Epinion foretaget for Rådet for Sikker Trafik i 2020 viser nemlig, at 3 ud af 4 bilister mener, at det ikke er acceptabelt at køre 100 km/t på landevejsstrækninger, hvor hastighedsgrænsen er 80 km/t.
Det er positivt, at så mange tager afstand fra at overskride hastighedsgrænsen, men alligevel sigtede politiet på en enkelt uge i januar omkring 9.600 bilister for at køre for stærkt. Bilisterne føler sig trygge på landevejen, og man kan blive lullet ind i en fortælling om, at det plejer at gå godt at køre lidt for stærkt. Men fysikkens love kan man ikke ophæve, så sker der noget uforudset, har hastigheden helt afgørende betydning for, om det ender med en ulykke
Michelle Laviolettte, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
I øjeblikket sætter Rådet for Sikker Trafik i samarbejde med 75 af landets kommuner fokus på landevejsproblemet med en landsdækkende kampagne, der skal få flere til at overholde fartgrænserne.
I kommunerne findes et indgående lokalkendskab til vejene, og derfor er det netop kommunerne som skal sørge for, at sætte vejkantplakater op, der minder bilisterne om at tjekke deres hastighed på veje, hvor der ofte bliver kørt for stærkt.
Erfaringer fra tidligere kampagner viser, at når bilisterne bliver mindet om at holde øje med deres fart, så sænker et flertal af de bilister, der kører for stærkt, hastigheden.
De fleste bilister vil heldigvis gerne gøre det rigtige og overholde hastighedsgrænserne. Derfor har det en effekt, når bilisterne ser en vejkantplakat og bliver mindet om at tjekke deres hastighed. Nogle gange er det enkle tiltag som en vejkantplakat, der har en effekt i den virkelige verden,
Michelle Laviolettte, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Fakta fra Vejdirektoratet:
Dræbte i ulykker med for høj fart fordelt på politikredse i perioden 2014-2019 (dog undtagen 2016).
- Bornholm: 4
- Fyn: 36
- Københavns Vestegn: 16
- København: 14
- Midt- og Vestjylland: 92
- Midt- og Vestsjælland: 22
- Nordjylland: 37
- Nordsjælland: 26
- Syd- og Sønderjylland: 31
- Sydsjælland + Lolland-Falster: 28
- Sydøstjylland: 40
- Østjylland: 55
- I alt: 401