Fornuft og sport
Toyotas kommende fuld hybridbil Yaris Hybrid får verdenspremiere på motorshowet i Geneve i marts. Derudover byder den japanske bilgigant på europapremiere på sportsvognen GT 86 og giver samtidig et europæisk første kig på næste generation plug-in hybridbil og brændselscellebil.
Der er både noget for de ekstremt køreglade, noget for de miljøbevidste og noget for dem, der vil have et kig ind i fremtiden, når dørene bliver slået op til den internationale biludstilling i Geneve i starten af marts. Toyota præsenterer nemlig for første gang den endelige udgave af verdens mindste fuld hybridbil Toyota Yaris Hybrid, mens der er officiel europapremiere på sportsvognen GT 86, på næste generation plug-in hybridbil og på en brændselscellebil.
Toyota Yaris Hybrid har allerede på billeder vist sig som en bil med en aggressivt udseende frontgrill og frække energibesparende LED-lygter både for og bag. Den udmærker sig også som en rigt udstyret fuld hybridbil, der kører på en kombination af el og benzin, og som kan køre på ren el over en begrænset strækning uden nogen som helst udledning af CO2 eller sundhedsfarlige kvælstoffer og partikler.
Det skal være ekstra sjovt at køre. Sådan lyder budskabet, når Toyota for første gang i produktionsklar udgave, viser sin sportsvogn GT 86 frem på europæisk grund. Den potente baghjulstrukne gadebil har allerede med sin uovertrufne køreglæde taget de første testkørere med storm. GT 86 bliver introduceret i Danmark til sommer.
Et kig ind i fremtiden
Toyota byder også på et kig ind i fremtiden og fremtidens teknologi. På biludstillingen i Geneve er der således gjort plads til hele fire konceptbiler i skikkelse af Toyota NS4, Toyota FCV-R, Toyota diji samt Toyota FT-Bh.
NS4 viser næste generation plug-in hybridbil, mens FCV-R, der står for Fuel Cell Vehicle – Reality & Revolution, udelukkende kører på brint. Dermed er den eneste og helt uskadelige udledning fra udstødningen rent vand. Konceptbilen giver et billede af Toyotas seneste skridt i retning mod den første masseproducerede brændselscellebil, der forventes på markedet i 2015.
Den tredje konceptbil Toyota diji fungerer nærmest som en smartphone. Bilens ydre er store skærme, hvor det er muligt at vise farver, billeder, tekst eller andet, ligeså let som det er at downloade applikationer til sin mobiltelefon.
Sidst men ikke mindst står den ultra lette konceptbil Toyota FT-Bh også klar i Geneve. Fuld hybridbilen er designet ud fra målet om at optimere drivlinjen, aerodynamikken og den elektriske styring, så udledningen af CO2 mindskes mest mulig for færrest mulige produktionsomkostninger.
Yaris kan blive Årets Bil i Europa 2012
Man skulle næsten tro, det var planlagt. Toyotas verdenspremiere på Yaris Hybrid i Geneve ligger i hvert fald rigtig fint i forhold til kåringen af Årets Bil i Europa 2012, der løber af staben dagen før åbningen af biludstillingen.
Her kæmper Toyota Yaris nemlig fortsat med om den ærefulde titel som én af i alt syv nominerede finalister. Yaris kan i dag fås med to forskellige benzinmotorer og en dieselmotor fra 124.999 kr., mens Yaris Hybrid ventes på markedet i Danmark til sommer.