Konceptbilen Audi allroad shooting brake
Ingolstadt/Detroit, 12. januar 2014 – Med disse egenskaber præsenteres Audi allroad shooting brake på North American International Auto Show (NAIAS) i Detroit. Den 2-dørs bil er en crossover, så den kan også klare sig uden for de asfalterede veje. Med dens store funktionalitet er den perfekt egnet til de sportslige fritidsaktiviteter. Dens både kraftfulde og effektive hybriddrivlinje muliggør en ny type quattro-firehjulstræk – e-tron quattro.
Denne konceptbil, som kombinerer sexappeal, topeffektiv e-tron-quattro-teknologi med 408 hk ved et forbrug på imponerende 52,6 km/l og banebrydende elektroniske funktioner, giver et meget konkret kig ind i den nærmeste fremtid.
Med Audi allroad shooting brake udvider mærket med de fire ringe sit designsprog. Den kompakte, 2-dørs konceptbil kombinerer en række optiske elementer fra fremtidens sportsvognsmodeller med det Audi typiske allroad-koncept og karrosseriformen fra en “Shooting Brake”. Dens betjeningskoncept fremviser også løsninger til fremtidens serieproducerede modeller.
Skulpturelt: det udvendige design
Audi allroad shooting brake har en kraftfuld fremtoning på vejen. Samspillet mellem de klart tegnede linjer og de muskuløst spændte flader giver et skulpturelt og emotionelt design. Bilens karrosseri lader til at være udformet i ét – fra singleframe-grillen over den markante tornadolinje hen til den frække bagende, hvor kendetegnene fra allroad og shooting brake finder sammen.
Med en akselafstand på 2,51 m er den isblå lakerede konceptbil 4,20 m lang, 1,85 m bred og 1,41 m høj.
For første gang kombinerer Audi med Audi allroad shooting brake formsproget fra allroad og e-tron. På den markant designede front dominerer som på alle Audi modeller den store, sekskantede singleframe-grill – her er dens placering let forskudt tilbage i karrosseriet. Som et typisk kendetegn for en e-tron-model er den forsynet med en indsats af smalle lameller, som minder om kølelamellerne på en elektronisk komponent. Der sidder et quattro-logo i den nederste del af singleframe-grillen. Det lave, centrale luftindtag er fræset ind i bundskjoldet, der er fremstillet af aluminium.
De smalle, dobbelte forlygter på Audi allroad shooting brake er et klassisk element fra formsproget på Audis quattro-modeller og repræsenterer videreudviklingen af quattro-designet.
Tre motorer: plug-in-hybriddrivlinjen
En systemydelse på 408 hk og et systemdrejningsmoment på 650 Nm – plug-in-hybriddrivlinjen leverer imponerende tal. Konceptbilen, der vejer ca. 1.600 kg uden fører, katapulteres fra 0 til 100 km/t på 4,6 sek., og først ved 250 km/t er fremdriften elektronisk begrænset. Den kompakte crossover kører hele 52,6 km pr. liter brændstof i henhold til den gældende ECE-norm (45 gram CO2 pr. km). Dens samlede rækkevidde udgør op til 820 km.
2.0 TFSI-motoren i Audi allroad shooting brake yder 292 hk og leverer et drejningsmoment på 380 Nm. Den tværliggende, 4-cylindrede 2,0-liters-motor med den store turbolader er en hightechmotor: I dellastområdet reducerer en ekstra indirekte indsprøjtning, som supplerer den direkte benzinindsprøjtning, forbruget, mens udstødningsmanifolden, der er indbygget i topstykket, udgør grundlaget for den højtydende termostyring.
Via en omskifterkobling arbejder 2.0 TFSI-motoren sammen med en kompakt, skiveformet elmotor, der yder 54 hk og 270 Nm. Den er integreret i den 6-trins e-S tronic, og den lynhurtigt skiftende dobbeltkoblingsgearkasse leder kraften hen til forhjulene.
Adskilt fra denne del af drivlinjen er der monteret en anden elmotor på bagakslen. Med en maksimal ydelse på 115 hk og et drejningsmoment på 270 Nm overtager den driften ved lave og mellemhøje hastigheder. Derudover arbejder den sammen med forakslens motorer, hvis hybridstyringen afgør, at firehjulstræk vil være en fordel. I sådanne situationer, fx på glat vej eller i let terræn, bliver Audi allroad shooting brake til e-tron quattro.