Konceptbilen Citroën Lacoste
To navne, Citroën og Lacoste, en fælles vision: viljen til at gå nye veje, kreativitet og optimisme. Det er ud fra disse fælles værdier, at konceptbilen Citroën Lacoste er blevet til.
Konceptbilen står som symbol på en særlig indstilling og holdning til livet med klare referencer til aktiv fritid og livsglæde. Den udtrykker en forenklet tilgang til biler, hvor der er fokus på det absolut uundværlige og gør det på en frisk og ukompliceret måde.
Den er umiskendelig Citroën og samtidig typisk Lacoste, i krydsfeltet mellem bilernes, modens og sportens verden. Selv teknikken i bilen er også underfundig. Samtidig med at konceptbilen Citroën Lacoste er både teknologisk og innovativ, har den et særligt udtryk og udstråler livsglæde, som gør bilkørsel til en ganske særlig sansemæssig oplevelse for alle i bilen.
Konceptbilen giver nogle bud på, hvordan dele af morgendagens bil kunne se ud og gør op med tendensen til ”altid at ville have mere”. Den bygger således videre på Citroëns tanker om at koncentrere udviklingen af en bil til det absolut uundværlige og dermed skabe en ny type bil, som både er økonomisk overkommelig og fornuftig, men samtidig skal opleves med sanserne, ikke mindst i kraft af et spændende design.
Mere intens køreoplevelse
Konceptet Citroën Lacoste fejer fordomme om kompakte biler som karakterløse til side og demonstrerer, at man kan gå andre veje. Smart i al sin enkelhed, elegant og afslappet. I første omgang signalerer den en sporty bil med sin høje karrosserilinje og svulmende skærme med en særlig overfladestruktur, minimale akseludhæng og et hjul i hvert hjørne. Dernæst er det den meget åbne konstruktion, som fanger opmærksomheden. Den signalerer en køreoplevelse for alle sanser og er samtidig opfindsom og elegant.
Takket være udskæringerne i siderne og fraværet af et fast tag, er personerne i bilen i direkte kontakt med elementerne. En tur i bilen vækker sanserne og står i modsætning til en traditionel kabine, hvor man er placeret i en beskyttende boble, afskåret fra omverdenen. Og som om det ikke er nok, kan forruden også sænkes ned, så den helt forsvinder.
Dét som gør konceptbilen Citroën Lacoste elegant er dens måde at kombinere alle disse ting med en egen lethed. Den ukomplicerede tilgang gælder også teknikken i bilen. Hér er der ikke brug for en stor motor med masser af kubik. I stedet er bilen udstyret med en 3-cylindret benzinmotor, der er både smidig, økonomisk og miljøvenlig og tilstrækkelig til en bil af denne størrelse.
Bilen leder tankerne hen på en dristig buggy. Selv om den er udstyret med store hjul, synes den at ”møde” naturen omkring sig, snarere end at besejre den.
Spontan tilgang til livet
For at leve i fulde drag, må man først skille sig af med det overflødige. Denne form for optimisme passer godt til både Citroën og Lacoste og afspejles i bilens design.
Det er mere end en åben bil. Den udstråler en lethed og en friskhed med sine kompakte mål og muskuløse og trygge former. Den er 3,45 meter lang, 1,80 meter bred og 1,52 meter høj med en akselafstand på 2,30 meter. Farvevalget understreger bilens særlige karakter med karrosserifarve i perlemorshvid og dybblå zoner.
Selv det at tage plads i bilen er ganske enkelt. Der er ikke nogen fordøre, så man stiger bare ind via udskæringerne foran. Hvis man skal om bag i bilen, skal man blot hoppe ombord og tage plads på bænken. Er der brug for plads til at transportere ting, kan bænken fældes ned i bagagerummet, så det kan rumme bagage, sportsrekvisitter m.m.
Ligesom en elegant og praktisk håndtaske har kabinen talrige fralægningsrum. De er diskret placeret under instrumentbordet og i de to bænke. De lukkes med en skydeklap i samme grønne farve, som den på sæderne. Sæderne er betrukket med en hvid bomuldspiqué, som leder tankerne hen på de poloshirts, som er et af kerneprodukterne hos Lacoste.
De hvide og dybblå farver i kabinen er flere steder frisket op med en næsten selvlysende gul. Toningen på forruden minder om den på solbriller. Den gule farve går igen på håndgrebene med en blød og behagelig gummioverflade som på en tennisbold og i fralægningsrummene.
Karrosseriet er flere steder dekoreret med et særligt mønster ligesom fælgene.
Kreativ og eventyrlig teknologi
Konceptbilen har ikke noget fast tag i traditionel forstand, men i stedet en T-formet tagbjælke som går på langs af bilen fra forrude til bagende. Tagbjælken har flere funktioner. Den fungerer som støtte, når man stiger ind i bilen, og som støtte for en selvoppustelig kaleche, som på spektakulær måde folder sig ud langs bjælken og danner et blødt tag på bilen.
Lige så overraskende fungerer instrumentbordet i bilen også som display for diverse informationer, f.eks. hastighed og afviserblink, der vises som piktogrammer.
Konceptbilens to-egede rat er forbløffende enkelt. For at give fører og passager plads til at installere sig, kan det foldes opad mod instrumentbordet.
Endelig er både for- og baglygter meget diskrete, ja næsten usynlige, idet de er placeret under en dybblå overflade og først kan ses, når de tændes.