Mange Citroën nyheder
På efterårets store biludstilling i Frankfurt, der er åben fra den 12. til den 22. september 2013, præsenterer Citroën en lang række nyheder. Modelprogrammet inden for personbiler består jo af de to produktlinjer C-linjen og DS-linjen, og der er nyt inden for begge samt inden for teknologi og motorsport.
Med den nye C4 Picasso og Grand C4 Picasso er der tale om starten på en ny epoke for C-linjen. C4 Picasso blev lanceret i Danmark for et par uger siden og Grand C4 Picasso introduceres i slutningen af oktober. En ny epoke som konceptbilen Citroën Cactus også er udtryk for, idet den rummer mange af de elementer, vi kommer til at se i de fremtidige modeller i C-linjen, med øget fokus på komfort og velvære for alle i bilen.
DS-linjen er også inde i en meget dynamisk udvikling. Siden Citroën lancerede DS3 i 2010, er der solgt over 370.000 DS, og over 60% af kunderne er nye hos Citroën. På standen præsenteres to konceptbiler, Citroën DS3 Cabrio Racing, som blev vist i Goodwood i sommer, og for første gang i Europa Wild Rubis, der havde premiere på biludstillingen i Shanghai i april.
Citroën fokuserer på ny teknologi med et bredt anvendelsesområde. Et eksempel er den nye platform EMP2 (Efficient Modular Platform 2) fra PSA Peugeot Citroën, som den nye C4 Picasso og nye Grand C4 Picasso er bygget på.
Et andet eksempel er den nye Euro 6 motor BlueHDi med et særligt system for reduktion af Nox (SCR, selective catalytic reduction). BlueHDi lanceres i en udgave med 150 hk på den nye C4 Picasso og Grand C4 Picasso og på DS5 i en udgave med 180 hk.
Videreudviklingen af motorer sker både på dieselmotorer, og på benzinmotorer med de nye 3-cylindrede motorer, som nu også præsenteres i en turboudgave.
Som et yderligere eksempel på det store udviklingsarbejde vises den spændende teknologi Hybrid Air, som er en fuldhybrid løsning, der kombinerer trykluft og hydraulik.
Ud over videreudvikling af modelprogram og teknologi er Citroën også meget engageret i motorsport. Citroën Racing har vundet verdensmesterskabet i rally hele otte gange og er nu ved at køre på banen i FIA’s verdensmesterskab WTCC (World Touring Car Championship) fra 2014. Bilen bliver Citroën C-Elysée WTCC, og bag rattet sidder den ni-dobbelte verdensmester i rally Sébastien Loeb og Yvan Muller, som har vundet verdensmesterskabet i WTCC i 2008, 2010 og 2011.
KONCEPTBILEN CITROËN CACTUS
Citroën Cactus er mere og andet end en konceptbil. Den er et manifest for mange af de elementer, vi vil se i Citroëns fremtidige modeller i C-linjen. Med konceptbilen sætter Citroën helt nye standarder for biler: ud med det overflødige, ind med dét som er et plus for komfort og velvære. Citroën Cactus repræsenterer en ny type bil med en klar prioritering af det indbydende og det brugervenlige. Unikt og funktionelt design, komfort for alle i bilen og intuitiv teknologi.
Funktionelt design med rene linjer
. radikale valg for at gøre konstruktionen så effektiv som muligt (vægt og aerodynamik)
. front med teknologisk udtryk og et design med ubrudte og venlige linjer
. ”Airbumps” som en dekoration, der kan personliggøres, og som rummer luftbobler der beskytter karrosseriet mod stød og knubs
Innovativt koncept
. førerplads hvor traditionelle kontakter er afløst af digitale kontakter på en touch-screen
. forsæder der er formet som en stor sofa for at skabe mere fællesskab og højne komforten
. naturmaterialer, som er forarbejdet og anvendt på en moderne og uhøjtidelig måde.
Intuitiv teknologi
. Hybrid Air drivlinje for at gøre den økonomisk og miljøvenlig i forbrug og drift
. adgang til internet og til portalen Multicity Connect
CITROËN C4 PICASSO OG GRAND C4 PICASSO
Begge modeller er meget vigtige nyheder for Citroën. Citroën C4 Picasso blev lanceret på de første markeder i juni måned og herhjemme for et par uger siden. Med hensyn til Grand C4 Picasso, der kan rumme op til 7 personer, er der tale om en verdenspremiere i Frankfurt. Den kommer til salg på de første markeder om kort tid og i Danmark fra ultimo oktober. Designmæssigt adskiller de sig en del, men i begge fremhæver formgivningen og karrosseriets langstrakte linjer rummeligheden i bilen.
Kabinen byder på masser af lys og plads og teknologi til gavn for komfort og køreoplevelse med en ny intuitiv instrumentering, der er bygget op omkring en 7 tommer touch-screen og en 12 tommer skærm. De kan leveres med systemer for at lette kørsel og manøvrering af bilen som for eksempel Park Assist, aktiv fartpilot, vejstribealarm og aktive sikkerhedsseler, og om kort tid også 360o vision.
Bilerne er bygget på den nye platform EMP2 fra PSA Peugeot Citroën og udmærker sig ved et meget gunstigt forhold mellem forholdsvis kompakte ydre mål og stor rummelighed. Længde, bredde og højde for C4 Picasso er 4,43 meter, 1,83 meter og 1,61 meter og for Grand C4 Picasso 4,59 meter, 1,83 meter og 1,63 meter.
Akselafstanden er henholdsvis 278,5 og 284 cm. Ud over rummelighed i kabinen, som for Grand C4 Picasso er blandt de største i klassen ved række 2 og 3, betyder det et rummeligt bagagerum på 537 liter VDA for C4 Picasso og 645 liter VDA for Grand C4 Picasso.
Hertil kommer en væsentlig vægtreduktion i forhold til den foregående generation. Vægten er reduceret med op til 140 kg i den nye C4 Picasso.
Også med hensyn til brændstofforbrug sætter den nye C4 Picasso og Grand C4 Picasso nye standarder, idet e-HDi 90 ETG6 blot udleder 98 g CO2 pr. km.
Om kort tid vil de to modeller kunne leveres med den nye 2 liter turbodieselmotor BlueHDi, der er en Euro 6 motor med et særligt system for reduktion af Nox (SCR, selective catalytic reduction). Motoren er både højtydende og økonomisk. Den har 150 hk og med manuelt gear udleder den blot 110 g CO2 pr. km, og med automatgear 117 g.
DS-LINJEN
DS-linjen er blevet en stor succes for Citroën og har tiltrukket mange nye kunder (over 60 %). Der er nu solgt over 370.000 DS siden 2010.
DS-linjen bliver mere og mere international, og senere på året starter fabrikken i Shenzhen produktion af DS5 til det kinesiske marked.
Ud over DS3, DS3 Cabrio, DS4 og DS5 udstiller Citroën også to konceptbiler på standen, DS3 Cabrio Racing, som blev vist i Goodwood i sommer, og for første gang i Europa Wild Rubis, der havde premiere på biludstillingen i Shanghai i april.
Konceptbilen DS3 Cabrio Racing
Konceptbilen er baseret på DS3 Racing med fast tag og har alle dens fine egenskaber i behold, men herudover fordelene ved DS3 Cabrio.
Motoren er på 1,6 liter med 202 hk, og Citroëns motorsportsafdeling, Citroën Racing, har udviklet et særligt kulfiber kit til bilen og tilpasset bremser og undervogn. Vægten er kun øget med 25 kg, så bilen er lige så kvik og køreglad som sit ophav.
Citroën DS3 Cabrio Racing står i en gråmatteret Moondark lakering med en særlig struktur, og de sorte19 tommer fælge og kromelementer på bl.a. dørhåndtag og sidespejle understreger bilens sporty look.
Konceptbilen Wild Rubis
Wild Rubis er udviklet i Paris som verdens centrum for mode og smykkekunst. Den viderefører de gener, som er et særkende for DS-linjen, med et unikt og markant design, som er inspirerende og følelsesladet, raffineret forarbejdning af første klasse og en anderledes køreoplevelse. DS Wild Rubis er en forløber for en kommende SUV i DS-linjen.
Den er 4,7 meter lang, 1,95 meter bred og 1,59 meter høj. Akselafstanden er usædvanlig lang med 2,9 meter. Dimensioner som signalerer kraftoverskud og masser af plads, og som giver betragteren lyst til at tage plads i bilen.
Frontens design giver lygterne et fascinerende, indtrængende blik. Under det flotte ydre gemmer sig spændende teknologi. Bilen er en fuld-hybrid plugin, som kan køre op til 50 km på eldrift, og som har en effekt på 295 hk med overboost og en udledning af CO2 på 43 g/km.
CRÉATIVE TECHNOLOGIE TIL ALLE OG TIL ALLE BEHOV
På standen i Frankfurt præsenterer Citroën en del af sine nye teknologier på en anderledes måde end sædvanligt, nemlig ved hjælp af human robotten ”Nao”, som forklarer de forskellige teknologier og svarer på spørgsmål fra de besøgende.
EMP2 PLATFORMEN: EFFEKTIV, LET OG FLEKSIBEL
Efficient Modular Platform 2 er udviklet af PSA Peugeot Citroën og blev første gang anvendt på den nye C4 Picasso og Grand C4 Picasso. Sammenlignet med den foregående generation reducerer den vægten med op til 70 kg. Den nye platform vil kunne anvendes til en lang række forskellige typer og størrelser biler.
Det forreste modul kan sættes sammen med forskellige moduler (korte og lange), en høj eller lav kørestilling, forskellige typer motorer. Den store fleksibilitet gør det muligt at skabe forskellige kombinationer:
. 4 sporvidder foran
. 5 akselafstande
. 2 kørestillinger
. 2 typer bagbro
. moduler bag til korte eller lange udgaver, med 5 eller 7 pladser, og muligheden for at montere en bagbro til en elhybrid.
Formålet med den nye platform er mindre vægt og mindre udledning af CO2. Blandt indsatsområderne kan nævnes
. anvendelse af nye lettere materialer såsom højstyrkestål i forskellige grader, kompositmaterialer og aluminium, som har reduceret vægten med 27 kg.
. nye metoder i svejseprocesserne, som har betydet en vægtbesparelse på 10 kg.
MOTORER SOM BLIVER MERE OG MERE EFFEKTIVE
BlueHDi: kraft og økonomi
Den nye turbodieselmotor BlueHDi er en Euro 6 motor med et særligt system for reduktion af Nox (SCR, selective catalytic reduction). Motoren er både højtydende og økonomisk og lanceres i en udgave med 150 hk på den nye C4 Picasso og Grand C4 Picasso. Med manuelt gear udleder den blot 110 g CO2 pr. km, og med automatgear 117 g.
BlueHDi vil også kunne leveres til DS5 i en udgave med 180 hk hvor CO2 udledningen med automatgear er 114 g/km.
Pure Tech …. 3-cylindrede benzinmotorer
Den nye generation 3-cylindrede benzinmotorer er udviklet og produceret i Frankrig og er både effektive og økonomiske.
I forhold til den foregående generation benzinmotor er effekten øget med op til 15 % og forbruget og udledningen af CO2 reduceret med op til 25 %. De første udgaver var en 1 liter med 68 hk og 1,2 liter med 82 hk men nu udvides motorfamilien med en turboudgave e-THP 130, som er den første benzinmotor fra PSA Peugeot Citroën der lever op til den kommende Euro 6 norm. Den har en effekt på 130 hk v/ 5.500 omdr./min og et moment på 230 Nm ved 1.750 omdr./min. CO2 udledningen er 110 g/km. Den første model med den nye motor bliver Citroën C4 i starten af 2014.
Motorfamilien udvides også med en anden ny variant, nemlig e-VTi82 ETG, som er den første af disse motorer med Stop&Start. I denne udgave er udledningen af CO2 blot 95 g/km og EU-mix 3,9 liter pr. 100 km i Citroën C3 og DS3.
HYBRID AIR .. banebrydende teknologi i miljøets tjeneste
Citroën udvikler en ny type drivlinje Hybrid Air. Det er en fuldhybrid løsning, hvor trykluft og hydraulik arbejder sammen med en moderne tre-cylindret benzinmotor. En løsning som reducerer brændstofforbruget med op til 45 % i tæt bytrafik, svarende til under 3 liter pr. 100 km i Citroën C3 og konceptbilen Citroën Cactus.
Hybrid Air kræver ikke noget yderligere batteri. Det er er en miljøvenlig og økonomisk løsning, som er nem at servicere og som ikke påvirker rummeligheden i bilen. Den er baseret på komponenter og teknologier, som allerede er udviklet: en moderne benzinmotor, et system til lagring af trykluft, og kraftoverførsel via to hydraulikenheder og planetgear. Systemet styres af en særlig boks, som tager højde for førerens køremåde, og føreren har tre forskellige funktioner til rådighed:
* ”Air” med 0 udledning i nærmiljøet
* ”Termisk”, hvor det er alene er den termiske motor, der trækker bilen
* ”Kombineret” som kombinerer effekten fra den termiske motor og kraften fra trykluften.
CITROËN C-ELYSÉE WTCC SKAL INDTAGE ALVERDENS RACERBANER
Citroën kører FIA’s verdensmesterskab WTCC (World Touring Car Championship) fra 2014. En ny og spændende udfordring for Citroën Racing og for de to erfarne kørere, Sébastien Loeb og Yvan Müller.
Citroën har vundet fem gange i Rallye Raid mesterskabet og otte gange konstruktørmesterskabet i VM i Rally, men med WTCC bliver det første gang, at Citroën går ind i et stort internationalt mesterskab på bane.
C-Elysée er en sedan i det såkaldte C-segment og udviklet af Citroëns design- og udviklingsafdeling til vækstmarkederne i Sydamerika, omkring Middelhavet, Kina og Rusland. Den er lanceret på de første markeder for kort tid siden, og der er allerede nu afgivet godt 30.000 ordrer.
C-Elysée WTCC ser imponerende ud på sine lave 18-tommer hjul, spoiler, og fronten med det tydelige Citroën logo. Racerbilen er gjort bredere både foran og bag, og de kraftige hjulkasser fremhæver karrosseriets sportslige linjer. Den store hækspoiler får bilen til nærmest at klæbe til banen. Under hjelmen i C-Elysée WTCC ligger den samme 1,6 turbomotor med direkte indsprøjtning som i DS3 WRC, og effekten når 380 hk. Bilen har forhjulstræk og 6-trins sekventiel gearkasse.