Ny Auris Hybrid får anhængertræk
Når den nye stationcar Toyota Auris Touring Sports bliver introduceret i Danmark til sommer, er det slut med at give afkald på anhængertræk, når man vælger hybridmotor. Fremover bliver det nemlig muligt at montere anhængertræk ikke alene på benzin- og dieseludgaven, men nu også på hybridudgaven af Toyota Auris.
Flere og flere danskere ser bort fra benzin- og dieselbiler og vælger i stedet mere miljørigtige hybridbiler, der kører på en kombination af el og benzin. Senest har den nye Auris hatchback fået en flyvende start efter introduktionen i januar. På bare lidt over en måned i 2013 er der nemlig solgt næsten lige så mange Auris Hybrid som i hele 2012.
Mange har altså for alvor fået øjnene op for de mange fordele ved hybrid, og endnu flere kan føjes til listen, når den nye stationcar Toyota Auris Touring Sports bliver introduceret i Danmark til sommer.
Her bliver det nemlig for første gang muligt også at få monteret anhængertræk på hybridudgaven. Anhængertrækket til hybridbilen vil kunne trække op til 345 kg, hvilket altså er mere end rigeligt til, at haveaffaldet kan blive kørt til genbrugsstationen, eller den nye sofa transporteres hjem på en trailer.
”En del kunder fravælger hybridbilen udelukkende på grund af, at det ikke har været muligt at montere anhængertræk. Det er ærgerligt, og derfor glæder det os meget, at vi nu kan tilbyde anhængertræk fra og med introduktionen af hybridudgaven af Auris Touring Sports til sommer,” siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark A/S.
530 liters bagagerum
Auris Touring Sports får verdenspremiere ved den store internationale biludstilling i Geneve i marts. Her bliver sløret løftet for alle oplysninger om den nye stationcar, men allerede nu åbenbarer Toyota for første gang rummeligheden i den kompakte mellemklassebil.
Med 530 liters bagagerumsplads bliver Auris Touring Sports en af klassens mest rummelige biler, og lægger man bagsæderne ned, hvilket kan gøres let og hurtigt med et træk i et håndtag i bagagerummet, er der med ét plads til hele 1.658 liter og en varerumslængde på over to meter. Det giver en bil med uovertrufne pladsforhold, som tåler sammenligning med stationcars i langt større bilklasser.
Auris Touring Sports måler 285 mm mere i længden end hatchback-udgaven og nærmer sig med en akselafstand på 2.600 mm den samme rummelighed i kabinen, som ellers kun kan opnås i stationcars i større bilklasser.
CO2-udledning på kun 86 gram pr. km
Motorprogrammet for den nye stationcar ligner til forveksling hatchbackens. Det indebærer en 1.33 liters benzinmotor med 99 hestekræfter, en 1.6 liters benzinmotor med 132 hestekræfter, en 1.4 liters dieselmotor med 90 hestekræfter, en 2.0 liters dieselmotor med 124 hestekræfter og en 1.8 liters hybridmotor med 136 hestekræfter.
Sidstnævnte hybridmotor udmærker sig ved bl.a. at kunne køre på ren el over kortere strækninger og har i de situationer ingen udledning af CO2, kvælstoffer, partikler eller andre skadelige stoffer. Faktisk udleder Auris Touring Sports med hybridmotor i gennemsnit kun 86 gram CO2 pr. km, hvilket gør den til klassens ubetinget mest miljørigtige bil.
Priserne på den nye Toyota-stationcar er endnu ikke på plads, men vil naturligvis være klar inden introduktionen til sommer. Indtil da kan man glæde sig over, at Auris hatchback fås fra 189.990 kr.