Ny Fiat Panda 4x4 kommer til Danmark - Mini 4x4
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Ny Fiat Panda

4x4 kommer til Danmark
28/01-2013 kl. 11:30
Anslået læsetid: 3 Minutter

Fiat udvider nu Panda-familien og introducerer den nye Fiat Panda 4×4 i Danmark. Den nye Panda 4×4 bliver dermed landets eneste firehjulstrækker i mini-segmentet. Fiat Panda 4×4 er bybil og hård offroader i én og samme bil, og med sin råstyrke og smidighed klarer den snildt vintervejrets sneklædte terræn og stejle bakker med stigninger på helt op til 57 pct.

Fiat indleder det nye år med at byde velkommen til den tredje generation af Fiat Panda 4×4. En bil, der siden 1983 har været en succesfuld bestseller i de bjergfyldte landskaber i Østrig og Schweiz, og længere sydpå i Italien var den en gave til vinbønderne i Toscana og Piemonte, så de hurtigt og sikkert kunne komme helt ud til vinrankerne. Denne charmerende og yderst effektive Panda-udgave kan danskerne nu også få glæde af. For nyligt blev den nye Panda 4×4 endda kåret som ”SUV of the year 2012” af det britiske magasin TopGear for sine enestående køreegenskaber, komfort og formidable offroad-evner.

”Hos Fiat er vi glade for at præsentere den nye Fiat Panda 4×4, som er en stolt arvtager til de to tidligere generationer i Panda-familien, og nu hvor vinterens frost, slud og sne udfordrer bilisterne på de danske veje, er den et oplagt bekendtskab. Den nye 4×4 er den eneste i sin klasse på det danske marked – en ægte mini-offroader, der uden problemer klarer et bakket og usikkert terræn, som ville sende andre biler på glatis. Panda 4×4 er et godt alternativ til en stor firehjulstrækker,” siger Steffen Holm, pressechef hos Fiat Group Automobiles Denmark A/S.

Terrængående bybil
Fiat Panda 4×4 er en ægte firehjulstrækker, der manøvrerer ubesværet i alt slags terræn, og den fungerer samtidig fint i almindelig trafik. Firehjulstrækket er elektronisk styret og kobles automatisk ind, når der er behov for det. Ved almindelig kørsel er bilen forhjulstrukket, men så snart et af hjulene taber vejgrebet, sendes op til 50 procent af kræfterne på tiendedele af sekunder til baghjulene. Panda 4×4 har et udvidet ESC-system med ELD, der fungerer som et elektronisk styret spærredifferentiale, der bremser det eller de hjul, der har dårligst fat i underlaget og sender kræfterne ud til de hjul, der har bedre fat.

Fiat Panda 4×4 kommer til landet med en 1,3 liters Multijet-dieselmotor med 75 hk og, mest vigtigt, et drejningsmoment på 190 nm ved kun 1.500 omdr./min. Samtidig kører den stadig helt op til 21,3 km/liter.

Panda 4×4 kan også leveres i to specielle farver, en mørkegrøn metallak eller en flot orange, som gør, at det nye familiemedlem endnu tydeligere skiller sig ud fra den øvrige Panda familie, ligesom alle detaljer er gennemtænkt og designet til offroad-kørsel. Udover firehjulstræk og ekstra frihøjde byder den lille offroader på et rigt standardudstyr med bl.a. Start&Stop, ESC system med ELD, aircondition, CD/MP3 radio, 15” alufælge med M+S dæk, elektrisk justerbare spejle og centrallås-system. Den nye Fiat Panda 1.3 MJT kan nu bestilles hos alle landets Fiat forhandlere og koster 249.900 kr. ekskl. levering.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start