Ny Volkswagen Golf BlueMotion - 31,3 km/l
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Ny Volkswagen Golf BlueMotion

31,3 km/l og 85 gram CO2/km
05/10-2012 kl. 15:15
Anslået læsetid: 2 Minutter

Den er endnu et koncept, men i starten af 2013 er den tredje udgave af Golf BlueMotion klar til produktion. I kraft af en ny 1,6-liters TDI-motor med 110 hk og sublime aerodynamiske egenskaber er Golf BlueMotion en af verdens mest brændstoføkonomiske biler – og det uden kompromisser.

Det startede med Golf V BlueMotion, der satte skub i udviklingen af brændstoføkonomiske modeller. Gennemsnitsforbruget for den første Golf BlueMotion var 22,2 km/l, og CO2-udledningen 119 g/km. Med den anden Golf BlueMotion-generation, der blev præsenteret som koncept i 2009, var en ny motor og mange erfaringer fra den første model med til at sænke forbruget til 26,3 km/l, mens CO2-udledningen røg ned på 99 g/km i gennemsnit.

Nu er Volkswagen klar med tredje generation af Golf BlueMotion, der netop er præsenteret i stort set produktionsklart koncept på biludstillingen Mondial de l'Automobile i Paris. Og erfaringerne og ekspertisen har sænket forbrug og udledning til et endnu lavere niveau, så den nye Golf BlueMotion på basis af Golf VII bliver en af verdens mest brændstoføkonomiske biler. I gennemsnit kan Golf BlueMotion køre 31,3 km/l, og CO2-udledningen er så lav som 85 g/km. Det er tal, som ligger tæt på den anerkendte Lupo 3L TDI, men den store forskel er, at Golf BlueMotion er en rigtig allrounder af en familiebil med plads til fem personer og oppakning – og at den har en topfart på 202 km/t.

Det er både de overordnede elementer og de små detaljer, der gør den nye Golf BlueMotion i stand til at opnå så lavt et forbrug.
Den nye MQB-platform er med til at spare mange kilo i forhold til den tidligere Golf-generation, og det kommer naturligvis også forbruget i BlueMotion-udgaven til gode. 1,6-liters TDI-motoren med 110 hk og 250 Nm (mellem 1.500-2.750 o/min) er helt ny, og den tilhører motorfamilien EA288. Det er en motor, der er skabt til at få det absolut meste ud af dieselolien, blandt andet ved hjælp af mindre friktion, en to-trins oliepumpe, forkortet opvarmningstid og mange andre detaljer.
Dertil kommer en lang række detaljer i Golf BlueMotion, som giver det ringe forbrug og sænket udledning: dæk med superlav rullemodstand (fælge i 15'' og 16''), 5-trins gearkasse med længere udveksling, lavere vindmodstand, sænket undervogn og oxidations- og NOx-katalysatorer.

De to foregående generationer af Golf BlueMotion fandtes udelukkende i ét udstyrsniveau, som var skabt til netop denne model. Fremover vil Golf BlueMotion være tilgængelig som Trendline og Comfortline. Det er dog endnu for tidligt at sige, hvordan det danske modelprogram vil se ud.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start