Ny Peugeot 308: Peugeot viser sin offensiv i Genève
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Peugeot viser sin offensiv i Genève

Peugeot fortsætter sin miljømæssige offensiv i 2011
22/02-2011 kl. 09:45
Anslået læsetid: 4 Minutter

– Micro-Hybrid på 508 og den nye 308
– Første dieselhybrid i verden med 3008 HYbrid4
– 100 % elbil med iOn

2010 blev jubilæumsåret, hvor Peugeot slog alle rekorder og konsoliderede sin position som den ledende franske bilproducent på verdensplan med en stigning i salget på 16.3 %.

Produktoffensiven fortsætter med fuld styrke i 2011, hvilket Peugeots stand på biludstillingen i Genève viser med al tydelighed. Der er verdenspremiere på den nye 308, man kan opleve en Limited Edition udgave af verdens første dieselhybrid, 3008 HYbrid4 og Peugeots nye flagskib, 508, vil naturligvis have en fremtrædende position. Standen er desuden krydret med diverse konceptbiler, hvor især den elektriske drømmebil, EX1 gør sig bemærket – og så har Peugeot Sport et hemmeligt kort i ærmet.

Verdenspremiere:
Ny Peugeot 308 – nyt look og innovativ teknologi

Peugeot løfter sløret for en ny og moderne 308, når dørene til Genève Motor Show går op. Linjerne på den nye 308 er skåret efter Peugeots nye designfilosofi, hvor kernen er elegance og stilrene detaljer. Fronten er fornyet med inspiration fra den ”flydende” kølergrill, som kendetegner konceptbilen SR1, mens luftindtaget er gjort mindre, så fronten fremstår mere let og elegant. Dette understreges af nye LED forlygter, der er formet som en boomerang.

Ambitionerne for Peugeot 308 er at være i front, når det gælder miljøeffektivitet – uden at sætte køreglæden over styr. Den følger i sporene på Peugeot 508 og introduceres med Peugeots nyeste Stop&Start system: e-HDi Micro-Hybrid-teknologi. Den brændstofbesparende teknologi vil kunne fås på 1,6 HDi FAP og vil enten være kombineret med en ESG gearkasse (elektronisk styret gearkasse) eller en manuel gearkasse. Herudover er alle faktorer, der har indflydelse på CO2-udledningen optimeret, hvilket bl.a. betyder, at vægten er reduceret med 25 kg i gennemsnit pr. bil. Versionen med e-HDi Micro-Hybrid og ESG opnår derved en CO2-udledning på kun 98 g/km.

Peugeot EX1: En elektrisk drømmebil
Peugeot viser sin lynhurtige konceptbil, EX1, der allerede nu har sat flere rekorder for acceleration fra stående start både på den legendariske Monthléry bane og Chengdu i Kina.

(Eksempelvis: 1/8 miles på 7.08 sek. – 1/4 miles på 12.67 sek.) EX1 er et statement, som skal understrege de spændende muligheder, der ligger i at bruge el-teknologien til at skabe helt nye køreoplevelser. Det er en to-sæders roadster, men er dog langt fra at være en traditionel roadster. EX1 er formet som en vanddråbe med en smal bagende, hvor hjulene er placeret tæt på hinanden.

Karosseriet er produceret i kulstof/honeycomb komposit for at optimere vægt og stivhed. Bilen er 0,90 m høj og 1,77 m bred, hvilket både bidrager til et lavt tyngdepunkt og øget aerodynamik. EX1 er udstyret med to elmotorer: En på hver aksel, der hver har en ydelse på 170 hk, hvilket giver en samlet ydelse på 340 hk og et konstant maksimalt drejningsmoment på 240 Nm for og bag.

Peugeots produktoffensiv
Ud over verdenspremieren på den nye 308 viser Peugeot en række modeller, der understreger Peugeots produktoffensiv. Den nye 508 er allerede lanceret på de første markeder i Europa og baner vejen for Peugeots ambitioner i firmabilssegmentet. Peugeots målsætning for 508 i 2012 er et salg på 200.000 eksemplarer på verdensplan. Peugeots indtog i MPV-klassen med modellerne 3008 og 5008 har vist sig som en succes, idet salget i 2010 nåede mere end 200.000 eksemplarer, hvilket er 25 % mere end salgsmålet. 2011 bliver året, hvor Peugeot som den første bilproducent i verden introducerer en dieselhybrid: 3008 HYbrid4. Under motorhjelmen ligger en 2,0 HDi FAP dieselmotor med 163 hk, mens en el-motor med en ydelse på 37 hk driver baghjulene. Resultatet er 200 hk, firehjulstræk og en CO2-udledning på 99 g/km. På Peugeots stand findes en særlig Limited Edition af 3008 HYbrid4 i perlemorshvid med læderindtræk. Denne Limited Edition fås i 400 nummererede eksemplarer, der kan pre-bookes fra biludstillingens åbning. Peugeot 508 bliver næste model i rækken til at blive udstyret med HYbrid4-teknologien.

Peugeot Sport: Verdenspremiere på 908
Peugeot 908 blev afsløret i Paris i februar og står på standen for at understrege, at dynamik og motorsport er nerven i Peugeots DNA. Målet for 2011 er at gentage succesen fra 2010 ved at erobre ILMC mesterskabet – det ypperste trofæ er naturligvis Le Mans, som Peugeot Sport sætter alle sejl ind på at vinde.

908 er udstyret med en windleader og en downsized dieselmotor for at leve op til det nye reglement. Peugeot Sport har valgt en V8 HDi FAP 3,7 l med en ydelse på 550 hk.

Peugeot Sport har desuden et hemmeligt kort på hånden og afslører et nyt koncept på standen i Genève.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start