Ribe Camping, børnevenlig plads, 90.000 overnatninger
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Ribe Camping – nu også med Vadehavshytter

Medarbejderne på Ribe Camping har susende travlt for at have alting parat til forårssæsonen i april. I påsken vil der igen være cirkusskole for børn, og netop Ribe Campings børnefaciliteter har vakt stor opsigt i den hollandske campingorganisation ANWB.
05/03-2014 kl. 14:51
Anslået læsetid: 3 Minutter

Hvis man ikke lige ved det, er det ikke til at se, at der endnu er nogle uger til starten på Sanne og Finn Tonnesens 10. sæson på Ribe Camping. Der er nemlig liv overalt på pladsen, og hvis det ikke er aktive vintergæster, så er det håndværkere og pladsens egne medarbejdere, som er i fuldt sving.

Det store rykind kommer onsdag den 16. april, dagen før Skærtorsdag, og ingen af de mange stamgæster vil være i tvivl om, at der også i denne vinter er sket ting og sager. Arealet foran Ribe Camping er blevet renoveret med fliser og opmærkede båse, så det er nemmere både at tjekke ind, men også parkere, når man skal besøge familie og venner.

Lige inden for har håndværkere og ansatte travlt med at ombygge fire af pladsens ældre Standardhytter til nye, moderne Vadehavshytter. De 18 kvadratmeter store en-rumshytter siger farvel til køjesengene, når de nu udvides med 12 kvadratmeter og indrettes med stue, nye køkkener, eget bad og toilet og 2 soverum med plads til i alt 5 personer. Vadehavshytterne er allerede godt booket og fremstår som et perfekt supplement til pladsens øvrige familiehytter, de såkaldte luksushytter samt Ribehytterne, der er opført i ægte bindingsværk.

– Vi fornemmede, at flere og flere efterspørger hytter med eget bad, og det har vi jo også allerede fået bekræftet via de bookinger, der er kommet. Vi overtog en plads med 23.000 overnatninger om året, og nu ligger vi på knap 90.000. Forklaringen er den enkle, at vi konstant sætter nye og højere standarder for pladsens faciliteter og den service, som vi giver vore gæster, siger Sanne Stammose Tonnesen.

I Ribe tager campingpladsen som altid hul på sæsonen med en sikker favorit blandt børnene, nemlig en cirkusskole, hvor børnene ikke bare skal kigge på, men også selv lære at jonglere og lave akrobatik på ethjulede cykler. Det er Astrid Søndergaard og hendes Cirkus Aroma, der stiller cirkustelt op og får det til at dufte af savsmuld. Og så skubbes forårssæsonen også i gang med en påskefest med underholdning, buffet og levende musik i campingpladsens store festsal.

Sanne og Finn Tonnesen er efter ni sæsoner med konstant vækst ikke i tvivl om, at Ribe har potentiale til at blive endnu mere populær som campingdestination.

– Jeg er overbevist om, at Nationalpark Vadehavet bliver et trækplaster for hele området, og Ribe Camping ligger jo på grænsen mellem Vadehavet og Ribe, der nu også er kåret som Europas smukkeste lille by. Desuden blev vi sidste år nomineret af den hollandske campingorganisation ANWB og var således helt fremme i kampen om titlen som bedste campingplads for børn.

– Det var børnene selv, som havde bedømt børnefaciliteter og aktiviteter på de europæiske campingpladser. Jeg er ikke i tvivl om, at denne nominering vil føre til endnu flere hollandske gæster i denne sæson, siger Sanne Stammose Tonnesen.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start