Subaru dokumenterer sin høje sikkerhed
Den nye Subaru XV bygger på den nye Subaru Global Platform, som er udviklet for at give fører og passagerer verdens højeste sikkerhed. Platformen er næsten dobbelt så vridningsstabil som forgængeren og absorberer kollisionskræfter bedre end nogen tidligere arkitektur.
Subaru XV er nu også testet hos Euro NCAP og har fået fem stjerner med høje delkarakterer som for eksempel voksenbeskyttelse på 94 og fodgængerbeskyttelse på 84 procent. Alle Subaru-modeller testet hos Euro NCAP siden 2009 har dermed hentet de maksimale fem stjerner.
Tidligere i år blev den nye Subaru XV testet af japanske NCAP og fik her det højeste antal sikkerhedspoint, der nogensinde er blevet tildelt et testet køretøj – 199,7 (af maksimale 208) point.
I USA er det IIHS, som tester bilsikkerhed, og her har den nye Subaru XV fået den eftertragtede titel Top Safety Pick+, som kun bliver tildelt de bedste i deres respektive klasser. Subaru er i øvrigt eneste mærke, hvor samtlige aktuelle modeller er klassificeret som minimum TSP – en særstilling, Subaru har haft de sidste otte år.