Suzuki Swift Sport
Suzuki benytter den store biludstilling i Herning til at præsentere den nye Swift Sport og den længe ventede Swift dieselversion.
Biler for Alle løber af stablen over to weekender i oktober måned, nemlig den 21. – 23. og den 28. – 30. oktober. Suzuki er her stærkt repræsenteret med et bredt udvalg af biler fra det økonomiske og populære program – inklusive to Danmarkspremierer i Swift modelserien.
Swift Sport med 136 hk
Direkte fra verdenspremieren i Frankfurt tidligere på måneden kommer to eksemplarer af den helt nye Swift Sport generation. Med udgangspunkt i 3-dørs udgaven af Swift har Suzukis ingeniører og designere udviklet en helt speciel Swift, der vil give ejeren et stort smil på læben. Under motorhjelmen ligger en potent 1.6 liters benzinmotor, som yder 136 hk. Den stående spurt fra 0 til 100 km/t klares på 8,7 sek. Og tophastigheden siger 195 km/t. Kræfterne styres af en specialudviklet 6-trins gearkasse, og en sportstunet undervogn med bl.a. Monroe støddæmpere sørger for den gode vejbeliggenhed. Designmæssigt skiller Sport modellen sig bl.a. ud med en større og mere aggressiv frontgrill, 17” alu.fælge, sideskørter, tagspoiler samt dobbelt udstødning. Også inden døre er der arbejdet målrettet med sportstemaet med fx bucketsæder med ekstra sidesupport, pedaler i rustfri stål samt gearknop og rat i lækkert læder.
Prisen er endnu ikke endeligt fastlagt, men niveauet forventes at ligge omkring kr. 220.000, når bilen introduceres januar 2012. Og det er for en model med en meget omfattende udstyrsliste, der også omfatter Xenon forlygter, fuldautomatisk klimaanlæg, fartpilot, trykknap start af motor, nøglefri betjening af dørlåsene, ratbetjent cd-anlæg med USB indgang og Bluetooth og selvfølgelig 7 airbags og ESP system.
Swift diesel med 190 Nm
Den anden nyhed i Swift programmet er, at den momentstærke 1.3 dieselmotor introduceres i Danmark. Med 16 ventiler, commonrail indsprøjtning, turbo og intercooler yder motoren 75 hk og har et flot drejningsmoment på 190 Nm ved kun 1.750 omdrejninger pr. minut. Det giver et godt bundtræk og ekstra kræfter ved fx overhalinger og acceleration. Den ny diesel-Swift opfylder selvfølgelig Euro 5-normen, og forbruget ved blandet kørsel siger 23,8 km/l og 24,4 km/l for ECO+ modellen med stop/start system (EU-norm). Dette svarer til et CO2-udslip på kun hhv. 109 og 106 gram/km.
Dieseludgaven indeholder naturligvis alle de gode Swift-kvaliteter, der kendes fra benzinversionen. Det vil sige fuld sikkerhedspakke med bl.a. ESP, hjulspindskontrol, syv airbags og ISOFIX-beslag. Til sikkerheden hører også kabinens evne til at modstå en kollision, og her fik Swift de maksimale 5 stjerner af EuroNcap. Med i ”pakken”’ er desuden et unikt design og en undervogn, der har gjort Swift modellen kendt som en bil, der ligger godt i svingene og leverer kilometervis af køreglæde.
Dieseludgaven fås med 5 døre, og der er valg mellem udstyrsniveauerne GL og GL Aircon. GL modellen indeholder komfortudstyr i form af el-ruder foran, el-betjente sidespejle med varme, fjernbetjent centrallås og varme i forsæderne. Dertil kommer splitbagsæde og integreret CD-radio med ratbetjening og USB-indgang. Prisen er her fastlagt til kr. 161.990, hvilket svarer til en merpris på kr. 15.000 i forhold til en sammenlignelig benzinmodel. I GL Aircon versionen toppes der op med aircondition og ECO+ udstyr i form af automatisk stop/start for bedre brændstof-økonomi, og her er prisen kr. 169.990.
Med de to nyheder styrker Suzuki Swift sin position i klassen af super-minier. En klasse, hvor Swift med priser fra kr. 122.990, er blevet så populær, at den salgsmæssigt ligger i top-3.