Toyota afslører ny Auris
Med den appetitvækkende cocktail er Toyota nu klar til at løfte sløret for en helt ny Auris.
De bedste designere har gjort sig ekstra umage. De bedste ingeniører ligeså. Kombineret med gedigen japansk omhyggelighed og akkuratesse er Toyota nu klar til at løfte sløret for den nye Auris – anden generation efter legendariske Corolla.
Et helt nyt design med markant skarpere linjer både på front, sider og bag giver det helt rette indtryk af en bil, hvor dynamik, høj kvalitet og fremragende økonomi er i højsædet. Den nye Auris er vokset 30 mm i længden og blevet hele 55 mm lavere sammenlignet med den nuværende model. Det har medført en væsentlig rummeligere kabine med 20 mm mere plads til benene som bagsædepassager og perfekt aerodynamik, som betyder både bedre køreegenskaber og lavere brændstofforbrug.
Fronten på den nye Auris kendetegner Toyotas nye designlinje. Ekstremt skarpe linjer og et mere aggressivt udseende med en markant frontgrill fungerer optimalt sammen med LED-kørelyset i de brede, lave forlygter. Bagfra tager den nye Auris også de fleste med storm med nyt lygtedesign og en nydesignet kofanger, der fremhæver bilens nye brede og faste udtryk.
Masser af plads
Indvendigt i Auris gør særligt udvalgte detaljer det til en sand fornøjelse at opholde sig. Lys, knapper, farver og finish er helt i top og efterlader det helt rette indtryk af en bil med masser af plads, høj komfort og generel øget kvalitet af materialerne i kabinen.
Rattet er beklædt med den fineste nappa læder med fine stikninger, ligesom softtouch materialer går igen over både instrumentpanelet og ved dørbeklædningen.
Den nye Auris er ikke bare blevet mere rummelig for passagererne. Bilen udmærker sig også ved et af klassens største bagagerum på hele 360 liter. Så der er god plads til oppakning eller indkøbsposer. Selv hybridudgaven af den nye Auris går ikke på kompromis med bagagerumspladsen. Batteriet til bilen, der kører på en kombination af el og benzin, er nemlig placeret under bagsæderne, hvilket altså efterlader samme rummelighed som ved benzin- og dieseludgaverne.
Mere brændstoføkonomiske motorer
Motorvarianterne i næste generation af Auris ligner til forveksling de nuværende. Den vil således kunne fås med enten 1.33 liters eller 1.6 liters benzinmotor, 1.4 liters eller 2.0 liters turbodieselmotor samt 1.8 liters fuldhybridmotor. Forskellen på de nuværende Auris-motorer og de nye er, at de alle er blevet gennemgribende optimeret, hvilket har gjort dem langt mere effektfulde og – på trods af den øgede effekt – samtidig også langt mere brændstoføkonomiske.
Toyotas dygtige ingeniører og designere har formået at skabe en kompromisløs bil med klart sigte på det europæiske marked. Ligesom den nuværende Auris vil den nye da også blive bygget på Toyota-fabrikken i Burnaston i England. Her producerer man i øvrigt også den lidt større Toyota Avensis.
Første gang den nye Toyota Auris vises for offentligheden er ved den store internationale biludstilling i Paris i slutningen af september.
0 personer snakker om “Toyota afslører ny Auris”
Skriv et svar
Login eller opret bruger for at skrive en kommentar
De har uden tvivl sat deres bedste designere på opgaven, men det virker på mig som om at designerne har stået for hver deres elementer, som hver for sig i flere tilfælde er ganske vellykkede, men som til sammen bliver en mindre opvisning i 112% æstetisk håbløshed. Som jeg ser designet, stritter formerne i hver deres retning, uden at skabe nogen form for harmonisk helhed. Lidt synd, når de nu vitterligt gør et forsøg på at lave noget, som ser mindre kedeligt ud end det plejer, men Toyota kan nok trøste sig med, at kernekunderne køber bilerne alligevel for deres indre værdier, som sjældent fejler noget.
nej jeg skive til dig ok