Toyota er det mest værdifulde bilmærke
Med en mærkevareværdi på 24,5 mia. dollars – svarende til ca. 140 mia. kr. har den japanske bilgigant nemlig netop generobret førstepladsen som verdens mest værdifulde bilmærke.
Toyota er kåret til det mest værdifulde bilmærke i verden. Det står klart, efter resultaterne fra 2013-udgaven af den anerkendte undersøgelse BrandZ netop er blevet offentliggjort.
I undersøgelsen har man vurderet over 10.000 virksomheders indtjening det forgangne år og herefter spurgt over to millioner forbrugere fra flere end 30 lande om deres opfattelse af samme virksomheder. Det har så resulteret i en beregnet mærkevareværdi for hver enkelt virksomhed.
Den omfattende undersøgelse viser, at Toyota med en varemærkeværdi på 24,5 mia. dollars svarende til ca. 140 mia. kr. indtager førstepladsen blandt alle bilproducenter.
Den japanske bilgigants varemærkeværdi er på bare ét år steget 2,7 mia. dollars
(ca. 16 mia. kr.), hvilket primært skyldes et kraftigt stigende bilsalg globalt set i 2012. Her solgte Toyota hele 9,75 mio. biler, hvilket svarer til en stigning på 23 procent sammenlignet med bilsalget året før.
Øget interesse for hybridbiler
Mærkevareværdien er generelt steget hos bilproducenterne. For Toyotas vedkommende skyldes det bl.a. øget interesse for og et mere positivt syn på de miljørigtige hybridbiler, der kører på en kombination el og benzin.
Her har Toyota været markedsførende lige siden introduktionen af verdens første hybridbil Prius i 1997. For nylig rundede Toyotas hybridsalg hele fem millioner på verdensplan, og i Danmark kan man i dag vælge mellem fem forskellige Toyota hybridmodeller i form af Yaris Hybrid, Auris Hybrid, Auris Hybrid Touring Sports, Prius og Prius+.