TOYOTA Hybrid vandt verdensmesterskabet
Efter en succesfuld afslutning i sæsonens sidste løb – 6-timers løbet på Interlagos i Sao Paulo i Brasilien – kunne TOYOTA Racing med sine hybridracerbiler fejre verdensmesterskabet for både kørere og konstruktører. Det er teamets første verdensmesterskab siden comeback’et for tre år siden.
Det ottende og sidste løb i sæsonen skortede bestemt ikke på både spænding og drama, da TOYOTA Racing med hybridracerbil nummer 8 med Anthony Davidson og Sébastien Buemi bag rattet sluttede på podiets andenplads og dermed manifesterede verdensmesterskabet for kørere.
Verdensmesterskabet for kørere var dog allerede sikret inden søndagens afsluttende race, så endnu vigtigere var det, at teamet med både en andenplads og fjerdeplads i 6-timers løbet i Brasilien også definitivt sikrede sig verdensmesterskabet for konstruktører. Dermed gjorde TOYOTA Racing rent bord i teamets mest succesrige sæson nogensinde – 15 år efter verdensmesterskabet i rally i 1999.
Søndagens resultat er på flere måder historisk i motorsporten. Det er nemlig også første gang, at en japansk konstruktør har vundet World Endurance Championship – også kendt som Le Mans-serien – siden mesterskabets start tilbage i 1953.
Milepæl for Toyota Hybrid
Det er samtidig også en milepæl for Toyotas hybridteknologi, som første gang fandt vej til motorsporten i 2006 i en Toyota Supra, der allerede året efter vandt 24-timers løbet i Tokachi i Japan. Siden da har Toyota videreudviklet hybridteknologien ved både at reducere vægten og øget effekten. Det resulterede i den firehjulstrukne TS040 HYBRID med 1.000 hk, som har vundet fem ud af sæsonens otte løb. Det har dog ikke været uden konkurrence fra Audi og Porsche, der begge har været med til at gøre 2014-sæsonen spændende og særdeles givende. Søndagens race i Brasilien markerede i øvrigt slutningen på en æra i langdistanceløb, da danske Tom Kristensen kørte sit sidste løb i karrieren.
”Jeg er henrykt over, at TOYOTA Racing både har vundet kørernes og konstruktørernes verdensmesterskab,” lyder det fra Akio Toyoda, der er øverste chef for Toyota Motor Corporation.
”Jeg er oprigtigt taknemlig for opbakningen fra vores mange fans og for vores partneres støtte. Samtidig vil jeg sig tillykke og tak til kørere og resten af teamet, der har arbejdet hårdt og tæt sammen hele sæsonen. Toyota vil bruge erfaringerne fra sæsonen som en hjælp til at revolutionere hybridteknologien og til at lave fortsat bedre og bedre biler til glæde for mennesker over hele verden,” bebuder Toyota-chefen.