Toyota Hybridbil
Den nye danske dagligvarekæde Fakta Q belønner månedens medarbejder i sine butikker med Toyotas nye fuldhybridbil Yaris Hybrid, der kører på en kombination af el og benzin.
Det er som regel altid en god oplevelse, hvis man bliver udnævnt til månedens medarbejder på sin arbejdsplads. Sådan er det bestemt også hos lavpriskæden Fakta Q, hvor man nu har gjort det ekstra attraktivt at få den fine titel. Fakta Q belønner nemlig månedens medarbejder i sine butikker med en fuldhybridbil fra Toyota.
Idéen til den særlige belønning kommer fra dagligvarekædens administrerende direktør Claus Mørkøre.
”Fakta Q er en medarbejderdrevet kæde, hvor vi hellere end gerne belønner vores medarbejdere, når de gør en ekstra god indsats. Det må man sige sker nu med en bil som præmie hver måned,” siger Claus Mørkøre.
Valget af fuldhybridbilen Toyota Yaris Hybrid, der kører på en kombination af el og benzin, og som ved bykørsel i gennemsnit kører op til 32 km/l, er ikke helt tilfældigt, erkender direktøren.
”Jeg har selv kørt i Toyota i mange dejlige år, så da jeg hørte, at der kom en lille og stadig rummelig hybridbil fra Toyota, som også kører langt på literen i byen og samtidig var til at betale, lå valget lige for. Vores Fakta Q butikker ligger koncentreret i større byer, så det passer perfekt,” forklarer Claus Mørkøre.
50 hybridbiler til Fakta Q
Aftalen mellem Toyota og Fakta Q omhandler i første omgang fem Toyota Yaris Hybrid i en testperiode på et halvt år. Bilerne er leveret af Toyota-forhandleren Bil & Co i Kolding. Efter testperioden åbner aftalen op for yderligere 45 Yaris Hybrid og altså samlet 50 fuldhybridbiler fra Toyota til lavpriskæden over de næste fire år.
Valget af Toyota hybridbiler til månedens medarbejdere i Fakta Q hænger ifølge dagligvarekædens direktør særdeles godt sammen med virksomhedens tilgang til miljø.
”Vi tænker på miljøet, hvilket valget af hybridbiler da også viser. Toyota Yaris Hybrid er den mest miljørigtige bil med brændstofmotor, og så gør det jo heller ikke noget, at den kører helt fantastisk, og designet samtidig også er meget vellykket,” lyder det fra Claus Mørkøre.
Toyota Yaris Hybrid blev introduceret i Danmark i august og har allerede taget danskerne med storm. Der er således allerede solgt over 600 Yaris Hybrid i Danmark, hvilket er en firedobling af hybridbilsalget sammenlignet med i fjor. Yaris Hybrid koster fra 199.995 kr. og har både klimaanlæg og automatgear som standard.