Toyota Mirai kåret som årets grønne bil i verden
Det skete ved biludstillingen New York International Auto Show i USA, hvor en jury bestående af 73 internationale motorjournalister fra 23 lande valgte Mirai blandt otte kandidater.
Otte kandidater kæmpede om at blive årets grønne bil i verden 2016, men ingen kunne hamle op med den forureningsfrie brintbil Toyota Mirai, der efter en finale med to andre kandidater – heriblandt den helt nye hybridbil Toyota Prius med fjerde generation hybridteknologi – sikrede sig den ærefulde titel.
Toyota Mirai blev introduceret i Danmark i oktober i fjor som et af de absolut første lande i verden. Allerede måneden efter blev Mirai tildelt den prestigefyldte ærespris ved kåringen af Årets Bil i Danmark 2016 for at vise vejen for fremtidens bilteknologi.
Mirai betyder fremtid på japansk, og den danske ærespris samt den seneste kåring som årets grønne bil i verden bekræfter, at motorjournalister i både Danmark og resten af verden tror på brintbiler som Mirai som fremtidens biler. Samtidig sender det et klart signal om, at man anerkender Toyota for arbejdet med at udvikle den ultimative forureningsfrie økobil.
Mirai benytter brint som brændstof til at generere strøm, der driver bilens elmotor, og den eneste udledning fra udstødningsrøret under kørslen er derfor rent vand. Dermed udmærker Mirai sig ved hverken at udlede CO2, farlige kvælstoffer eller sundhedsskadelige partikler.
Hvis man har interesse i blive særdeles godt kørende i den komfortable og luksuriøst udstyrede bil, der størrelsesmæssigt er en smule længere og mere rummelig i kabinen end Toyota Avensis, kan man erhvervslease Mirai for 8.000 kr. ekskl. moms om måneden over fire år med 15.000 km om året. I denne pris er inkluderet både service, vinterdæk og vejhjælp.
I Danmark er der foreløbig indregistreret syv Toyota Mirai og flere er på vej. Samtidig udvider Toyota antallet af lande i Europa, hvor man kan købe en Mirai. I dag kan det udelukkende lade sig gøre i England, Tyskland og Danmark, men i løbet af året bliver Belgien, Holland, Norge og Sverige tilføjet listen. Dermed markedsføres Mirai i i alt ni lande i verden – udover de syv lande i Europa kan Mirai også købes i Japan og USA.