Toyota fylder 50 år - Toyota søger biler til rekord
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Toyota søger biler til rekordforsøg

Verdens største bilproducent Toyota fylder 50 år i Danmark
03/08-2013 kl. 10:00
Anslået læsetid: 2 Minutter

Når verdens største bilproducent Toyota fylder 50 år i Danmark til september, bliver den store begivenhed fejret med et ægte rekordforsøg. Man vil på jubilæumsdagen forsøge at slå Guinness verdensrekorden for den længste Toyota bilkortege på 257 biler fra 2011. Derfor søger Toyota nu Toyota-biler, der vil deltage i rekordforsøget.

Toyota i Danmark fylder 50 år i weekenden 7.-8. september 2013. Det bliver fejret med manér. Toyota inviterer nemlig alle Toyota-ejere og deres biler til et storstilet jubilæum ved Bramstrup Gods på Fyn søndag 8. september. Her er der dækket op med et overflødighedshorn af lækkerbidskener fra Toyota.

Først og fremmest forsøger man at slå verdensrekorden for den længste kortege af Toyota-biler. Den nuværende rekord, der lyder på 257 Toyota-biler og blev sat i Saudi Arabien i 2011, og er optaget i Guinness Rekordbog. Men den rekord skal altså nu stå for fald – med god hjælp fra mange af de op imod 300.000 Toyota-bilejere i Danmark.

Toyota søger derfor biler, der vil være med til at deltage i rekordforsøget søndag 8. september. Politi og Hjemmeværnet vil være til stede for bl.a. at stoppe trafikken på vejene under rekordforsøget og dirigere den lange kortege af Toyota-biler, som anslås til at komme til at strække sig over seks kilometer.

Opsigtsvækkende Toyota-biler

Ud over selve rekordforsøget vil der også være dækket op godt op med masser af aktiviteter med Toyota i fokus. Der vil bl.a. være en såkaldt Memory Lane, hvor et væld af historiske, opsigtsvækkende og legendariske Toyota-biler fra 1963 og frem til i dag står udstillet.

Oplev bl.a. den første Toyota Crown i Danmark fra 1963, der også var den første Toyota i Europa, den unikke sportsvogn Toyota 2000GT fra 1967, der blev kendt som James Bond-bil samt mange, mange andre særlige modeller fra Toyotas 50 år i Danmark.

Der er også blevet plads til et par prominente gæstestjerner. To af Toyotas imponerende arktiske trucks, der bl.a. har forceret både indlandsisen i Grønland, Nordpolen og Antarktis, lægger vejen forbi godset på Fyn, ligesom cabriolet-udgaven af sportsvognen GT86 gæster dansk jord for første gang.

På jubilæums-søndagen spiller pigegarden desuden op og svinger taktstokken foran samtlige deltagende biler i Toyota-kortegen, alt imens bilerne dytter en særlig melodi i takt. Under festivitassen er der endvidere mulighed for at kigge nærmere på de mange særlige Toyota-modeller, sparke dæk og nyde en sprød grillpølse.

Arrangementet er udelukkende for Toyota-bilejere, og deltagelsen kræver, at man tilmelder en Toyota-bil, så man på den måde kan være med til at slå verdensrekorden for den længste kortege af Toyota-biler. Man kan læse mere om festlighederne og tilmelde sin bil til rekordforsøget på www.toyota.dk/50.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start