Verdenspremiere
Volkswagen præsenterer Golf Variant HyMotion, der demonstrerer, hvordan brændselscelleteknologi kan integreres i en masseproduceret bil uden kompromisser.
Volkswagen Golf tilbydes allerede i dag med en imponerende bred vifte af drivlinjeteknologier, der omfatter el-, gas-, diesel-, benzin- og plug-in-hybridmotorer. Præsentationen af konceptbilen Golf Variant HyMotion er yderligere et bevis på, hvor intelligent og fleksibel en konstruktion Golf 7 bygger på.
Ulig mange konkurrenter, følger Volkswagen en strategi, hvor alle typer alternative drivlinjer skal kunne integreres i masseproducerede bilmodeller. Det betyder, at brændselscelleteknologien – ligesom de alternative drivlinjer i den elektrisk drevede e-Golf og plug-in-hybrid-modellen Golf GTE – skal kunne integreres i en eksisterende bilmodel uden at gå kompromis med bilens praktiske eller dynamiske egenskaber. Dette er samtidig en forudsætning for, at modeller med alternative drivlinjer skal kunne tilbydes til en attraktiv pris. Det var ud fra de præmisser, at Volkswagen byggede en flåde af prototyper baseret på den amerikanske version af Passat. De var udstyret med samme komponenter, som er at finde i Golf Variant HyMotion, og prototyperne har det sidste års tid kørt mange testkilometer i Californien.
Brændselscelle-teknologien blev udviklet af Volkswagen-koncernens udviklingsafdeling for elektriske drivlinjer i Tyskland. Den 100 kW stærke elmotor og den et-trins gearkasse i Golf Variant HyMotion stammer fra e-Golf. Motoren yder 100 kW og er placeret i motorrummet sammen med brændselscelle-enhederne, kølingssystemet og en omformer, der regulerer strømmen mellem elmotor, brændselscellerne og en kompressor. Sidstnævnte sikrer, at ilt fra den omgivende luft ledes ind til brændselscellerne, hvor det blandes med brint og producerer elektrisk energi med rent vand som eneste form for ”udstødning”.
Brinten er lagret sikkert i fire high-tech tanke lavet i kulfiber, der er placeret under gulvet – to foran og to bag ved bagakslen. Tilsammen giver de fire tanke en rækkevidde på 500 km, og en opfyldning af tankene tager kun tre minutter. Et lithium-ion-batteri placeret over bagakslen genindvinder energi fra bremserne og udnytter denne strøm i opstartsfasen af brændselscellerne og genererer samtidig et boost ved acceleration. Den forhjulstrukne Golf Variant HyMotion når 100 km/t på 10,0 sek.