Verdenspremiere – T-ROC
Volkswagen har med Tiguan og Touareg to af de populæreste SUV-modeller på markedet, men modelpaletten vil i fremtiden blive udvidet med SUV-modeller i flere forskellige bilklasser. Volkswagen har med konceptbilerne CrossBlue (7-personers)og CrossBlue Coupé fra 2013 samt CrossCoupé fra 2012 vist potentielle bud på nye modeller i SUV-genren. I disse dage præsenterer Volkswagen på Genéve Motor Show endnu en i form af konceptbilen T-ROC, der er en sportslig SUV i Golf-klassen.
T-ROC demonstrerer en ny designstil både uden på og indeni, og den sportslige kompakte 2-dørs bil krydser SUV’ens offroadegenskaber med cabrioletens luftige køreoplevelse og minibilens dynamiske køreegenskaber.
Volkswagens designteam har progressivt videreudviklet mærkets SUV DNA i T-ROC, men har samtidig bevaret klassiske Volkswagen træk. Dette gælder specielt fronten af T-ROC, der er præget af en tredimensionel kølergrill med et markant mønster af sekskantede huller. Kølergrillen er høj og bred på midten, men smallere ude i siderne, hvor den ender i elegante integrerede dobbelte LED-forlygter. Bunden af kølergrillen er indrammet af en aluminiumliste, der løber ud under forlygterne.
Set fra siden har T-ROC et stilrent og kraftfuldt udtryk med coupé-lignende proportioner. Et karakteristisk stiltræk er aluminiumsstriben, der løber fra A-stolpen og op langs taglinjen og ned i C-stolpen, hvilket har den effekt, at T-ROC ser lavere ud end de 150 cm, den måler i højden. C-stolperne ligner – set fra siden – en stor styrtbøjle, og mellem denne imaginære styrtbøjle og frontruden har T-ROC to tagpaneler, der kan afmonteres, og hvis alle fire sideruder samtidig er rullet ned, giver T-ROC samme luftige fornemmelse som en cabriolet.
T-ROC måler 418 cm i længden og er 22 cm længere end Taigun-konceptbilen, men 25 cm kortere end en Tiguan. En lang akselafstand på 2.595 mm, korte udhæng for og bag og markante skærmkasser, der dækker over en bred sporvidde og 19” alufælge giver bilen dynamiske proportioner. Bag til er der flotte integrerede LED-baglygter, der både udgør en del af bagskærmens og bagklappens udformning.
Interiøret er udlagt som et 2+2 koncept med fire siddepladser, og alle elementer er funktionelt designet, således at de passer til T-ROC’s offroadkarakter. Det betyder, at diverse features er robuste og er gode at gribe fat i, og detaljer som den tablet-lignende touchscreen og de integrerede HD-kameraer i sidespejlene kan nemt afmonteres og tages med udenfor bilen. Ligesom på livsstilsmodellerne up! og Beetle går karrosseriets farve på T-ROC igen i interiøret på henholdsvis instrumentbord, dørbeklædning og midterkonsol. Instrumenteringen er komplet digital, og dertil er der et 12,3” display, hvor informationer, farver og grafik ændres, alt efter om T-ROCs køres i programmerne ”Street”, ”Offroad” eller ”Snow”.
T-ROC kører med samme 184 hk stærke 2-liters TDI-dieselmotor som Golf GTD og er stand til at nå 100 km/t på kun 6,9 sekunder og topfart på 210 km/t. T-ROC er udstyret med et system, hvor føreren via en knap på instrumentbordet kan vælge mellem tre køreprogrammer henholdsvis ”Street”, ”Offroad” og ”Snow”. Hvert køreprogram ændrer parametrene for 4MOTION-firehjulstrækket, motoren, skiftene i den 7-trins DSG-gearkasse, ABS, hill start og hill descent assistentsystemerne. Køreprogrammerne vælges ved et skub med gearstangen, og det aktiverede køreprogram vises på et pop-up-display i den komplet digitale instrumentering. 4MOTION-firehjulstrækket er udstyret med den nyeste generation af Haldex-koblingen, og i Street-programmet trækker T-ROC primært på forhjulene, men mister de greb, kobles baghjulene til. Kører T-ROC derimod i Offroad- eller Snow-program trækker den permanent på alle fire hjul med en 50/50 fordeling på for- og bagaksel.