Vind en rejse til Japan
Tegn fremtidens bil og vind en rejse til Japan.
Fantasien får frit løb, og kreativiteten kommer på arbejde, når Toyota inviterer til stor international tegnekonkurrence for børn op til 15 år. Det gælder nemlig om at tegne fremtidens drømmebil, og hovedpræmien er intet mindre end en rejse til Japan.
Det gælder om at være både fantasifuld og kreativ. Er man det, kan vejen til Solens Rige være banet. Toyota har nemlig netop lanceret en stor international tegnekonkurrence, hvor hovedpræmien er en rejse til Japan.
Tegnekonkurrencen Toyota Dream Car Art Contest går ud på, at børn i tre alderskategorier indsender en eller flere tegninger i A3-størrelse med deres fantasifulde bud på, hvordan fremtidens drømmebil ser ud.
De tre bedste tegninger i Danmark inden for hver af de tre alderskategorier (under 10 år, 10-12 år og 13-15 år) bliver enten præmieret med weekendophold i LEGOLAND®, iPod Touch eller små smarte højttalere til computeren eller mobiltelefonen.
Alle ni danske præmierede tegninger går samtidig videre til den internationale konkurrence, hvor de skal dyste mod andre fantasifulde og kreative tegninger fra over 50 lande verden over. Guld-, sølv- og bronzevinderne i hver alderskategori i den internationale konkurrence samt vinderne af særlige specialpriser i hver alderskategori præmieres med en rejse til Japan for vinderen og én forælder eller værge.
Konkurrencen i Danmark løber til 31. januar 2012. Inden da gælder det altså for børn op til 15 år om at lade fantasien rulle og give deres bud på fremtidens drømmebil.
Se mere om den store Toyota tegnekonkurrence hos din lokale autoriserede Toyota-forhandler eller på www.toyota.dk/dreamcar.